Malmö kvalificerede sig onsdag til tredje runde i Champions League-kvalifikationen, hvor de skotske mestre fra Rangers venter.
I et interview med svenske Fotbollskanalen, kalder Malmö-kaptajnen Anders Christiansen de skotske modstandere for klare favoritter.
- Det må de være. Jeg kender slet ikke Rangers, jeg ved kun hvem træneren (Steven Gerrard) er, men selvfølgelig er de favoritter. De spiller i en bedre liga, og har en større økonomi på alle måder. Det er et større hold. De er klare favoritter, udtaler danskeren.

Malmö indleder kampen om CL-pladsen den 4. august, hvor de tager imod Rangers på Eleda Stadion.