Malmö FF har fået ny træner i form af Jon Dahl Tomasson, og den tidligere landsholdsbomber ser ud til at have gjort et godt indtryk på den anden side af Øresund.
Den 31-årige angriber Guillermo Molins har i hvert fald stor ros tilovers for Jon Dahls filosofi i et stort interview med Fotboll Skåne.
- Han snakker ikke om en formation, men om en 'front four'. Han snakker ikke om en 10'er, en 9'er eller en kant, men folk skal flytte sig for at finde plads. Hvis jeg en dag bliver træner, er det den filosofi, jeg også vil bruge.
- Det er det, jeg synes, der passer bedst, når man har et godt hold, der bør være overlegent. Så skal man ikke gå ind i en slåskamp og give modstanderen chancen for at være så gode, siger Molins og fortsætter om Jon Dahl:
- Han er meget positiv og bruger meget tid på de unge spillere. Nu tilhører jeg ikke de unge, men jeg synes, det er rigtig godt. Det er noget, vi har brug for, at de unge har energi, så de føler, at de konkurrerer og spiller.
Guillermo Molins har også mærket forskel i den konkrete træning.
- En enorm forskel var, at første dag startede vi med en øvelse, som alle kender. Næste dag var der to bolde i samme øvelse, og så var man nødt til at omstille sig i hovedet.
- Næste dag var der kegler i midten, som man skulle undvige, og dagen efter var det igen noget nyt i samme øvelse. Som 31-årig er det skønt at prøve noget nyt.
- Vi har korte træninger, meget intensivt, vi spiller i små rum, og der ligger en tanke bag alt. Men frem for alt er det spillestilen, jeg rigtig godt kan lide, siger Malmö-angriberen.


Malmö FF
Allsvenskan































