



Der var lagt op til et kæmpe brag, da Manchester City søndag aften fik besøg af Liverpool i Premier League.
Inden kamp var de to hold blot adskilt af et enkelt point, og derfor var kampen af mange anset som en afgørende kamp i jagten på mesterskabet.
Manchester City kunne med en sejr slå et hul på fire point, mens Liverpool kunne gå to point foran Pep Guardiolas mandskab med en sejr.
Kampen var ikke mange minutter gammel, før hjemmeholdets fans fik noget at juble over.
Efter fem minutter var Raheem Sterling tæt på at chokstarte kampen. Englænderen fik et fladt indlæg fra Gabriel Jesus, men han formåede ikke at få bolden forbi Alisson, som kom ud og gjorde sig bred.
Få sekunder senere fik hjemmeholdet dog det forløsende mål. Manchester City fik et frispark på midten, Bernardo Silva tog det hurtigt, han fandt Kevin de Bruyne, som efter et par træk sendt en afslutning afsted.
Artiklen fortsætter efter billedet

Afslutningen blev rettet af, og Alisson kastede sig forgæves efter bolden, dermed var Manchester City foran efter seks minutter.
Føringen varede dog ikke længe. Efter 12 minutter bragte Diogo Jota balance i regnskabet.
Liverpool formåede at holde gang i et længere pres, Andrew Robertson sendte et indlæg over mod bagerste stolpe, hvor Trent Alexander-Arnold lagde bolden bagud til en helt fri Jota, som let kunne sende bolden i mål til 1-1.
Hjemmeholdet fortsatte dog med at køre på, og de var også mest i boldbesiddelse i løbet af første halvleg.
Ti minutter før pausen kunne Jesus igen få stadion til at bryde ud i jubel, da han satte foden på et strålende indlæg fra Joao Cancelo. Alisson blev fanget lidt på mellemhånd, og så sparkede brasilianeren bolden ind via overliggeren.
Lavere tempo efter chokstart
I anden halvleg var det Liverpools tur til at chokstarte. Der var blot spillet 45 sekunder af anden halvleg, da Mohamed Salah fandt Sadio Mané i dybden.
Senegaleseren var alene med Ederson, og på sin førsteberøring sparkede han den op i nettaget. Dermed kunne han udover at fejre sin fødselsdag også glæde sig over at have scoret til 2-2.
Efter en times spil troede Manchester City, at de var kommet foran for tredje gang. De Bruyne fandt Sterling i dybden, og så sparkede englænderen bolden ind bag Alisson. Et VAR-gennemsyn trak dog målet tilbage, da Sterling befandt sig i offside.
Tempoet faldt en smule i anden halvleg, og Liverpool var generelt bedre med, end det var tilfældet i de første 45.
Jesus fik et god tilbud efter 70 minutter, da han brød igennem i Manchester City højre side. Fra en spark vinkel sparkede brasilianeren bolden i sidenettet, og han havde en række holdkammerater, som gerne havde modtaget bolden inde foran mål i stedet.
Efterfølgende var der lidt stillingskrig mellem de to mandskaber. Det var tydeligt, at begge mandskaber ikke ønskede at blotte sig, så modstanderne kunne få et sent føringsmål.
I stedet var der mange hårde dueller på midtbanen, og der blev begået flere hårde frispark af begge mandskaber.
Efter 93 minutter fik Riyad Mahrez en kæmpe mulighed, men han chippede bolden langt over mål.
Der blev ikke scoret flere mål, dermed er der status quo i toppen af Premier League. Manchester City fører fortsat ligaen et enkelt point foran Liverpool. Der resterer syv runder i den bedste engelske fodboldrække.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Manchester City
Liverpool
Premier League
























