
Lørdag eftermiddag skulle Thomas Frank og Brentford forsøge at lægge yderligere pres på West Bromwich og Leeds i kampen om de direkte oprykningspladser til Premier League.
Klubben havde før kampen vundet de seneste seks kampe i Championship og lå på fjerdepladsen med fem point op til West Bromwich på andenpladsen.
Thomas Frank havde til dagens kamp givet plads i startopstillingen til Mads Roerslev, Christian Nørgaard og Emiliano Marcondes.
Deres modstander Derby lå før kampen nummer ni med tre point op til playoff-pladserne, og de kunne derfor med en sejr virkeligt begynde at drømme om de afgørende oprykningskampe.
Udeholdet fra Brentford fik en flyvende start.
Efter tre minutter fik Bryan Mbeumo en mulighed, men han sparkede på stolpen. Riposten røg dog direkte ud i fødderne på topscorer Ollie Watkins, som let kunne sende gæsterne i front med 1-0.
Derby fik dog rystet den dårlige start af sig og kom godt med efterfølgende. Og det gav pote efter en halv times spil.
Wayne Rooney fandt Jason Knight, der sikkert udplacerede David Raya, og så var det hele lige igen. 1-1.
Det var også resultatet i pausen efter en første halvleg, hvor begge hold gerne ville frem over stepperne.
Bedst som anden halvleg var kommet i gang, fik Brentford igen en hurtig føring.
Emiliano Marcondes lagde op til farlige Said Benrahma, hvis svage afslutning på en eller anden måde trillede under Ben Hamer og ind i målet. 2-1 til gæsterne.
Og det var som om, det for alvor satte dem i gang, for der stod Brentford på det meste i 2. halvleg.
Efter lidt over en times spil, kom Said Benrahma endnu engang på måltavlen, og denne gang var Ben Hamer prisgivet.
Benrahma modtog bolden på venstrekanten, tog et par træk forbi to Derby-spillere, hvorefter han curlede bolden smukt ind i det lange hjørne. 3-1 til Brentford, der ikke ser ud til at kunne stoppes.
Efter 80 minutter appellerede Derby for et straffespark, da Tom Lawrence fik et skub af Rico Henry i felten, men dommerens fløjte forblev tavs.
Dermed holdt resultatet til slut, og Brentford lægger dermed pres på førerholdene i toppen af Championship, hvor de nu kun er to point fra direkte oprykning. West Bromwich har dog en kamp i hånden.
Derby er med nederlaget forsat tre point fra play-off, og har det dermed stadig indenfor rækkevidde i en meget tæt række.
I kampen, der blev spillet samtidigt, skulle Charlton forsøge at få nogle vigtige point til overlevelseskampen, da de på hjemmebane tog imod midterholdet Reading.
Et tidligt straffespark blev afgørende i den kamp, da George Puscas bragte gæsterne foran fra 11-meterpletten efter blot tre minutter.
Den føring holdt hele kampen, og Reading er derfor nu helt ude af nedrykningsfare på 13.-pladsen.
Det kan man ikke sige om Charlton, der på 20.-pladsen kun har et enkelt point til nedrykning og har spillet en kamp mere end forfølgerne.


Reading
Derby
Charlton
Brentford
Championship























