Boldklubben Marienlyst har torsdag hentet forstærkning i Odense, da man har hentet den 18-årige Mads Jørgensen på OB's U19-hold, hvor han var anfører. Det skriver klubben på sin Facebookside.
Mads Jørgensen gør sig til dagligt på den centrale midtbane, men kan også spille i midterforsvaret.
- Mit valg af klub er begrundet i de gode samtaler jeg har haft med Carsten Hemmingsen. Det har også været vigtigt at komme til at spille, og det føler jeg, at jeg har chancen for i Marienlyst. Sidst men ikke mindst har det også stor betydning, at jeg kan gøre min skole færdig i Odense, siger Mads Jørgensen til Marienlysts Facebookside.
Som ungdomsspiller har Mads Jørgensen tidligere været i både Horsens og Næsby.