Marokko er den helt store VM-overraskelse ved slutrunden i Qatar.
Store fodboldnationer som Belgien, Spanien og Portugal er blevet nedlagt ved slutrunden, og nu står Marokko i en VM-semifinale mod Frankrig.
En af de store profiler hos Marokko er Sevilla-målmanden Yassine Bounou, der også bliver kaldt Bono. Præstationerne under VM har gjort, at keeperen ifølge det spanske medie Defensa Centra er på blokken i Real Madrid.
Den tidligere Superliga-målmand og marokkanske landsholdsspiller Karim Zaza siger til bold.dk, at han har set et sublimt niveau hos 31-årige Bono.
- Han har gjort det rigtig godt i en periode i Sevilla og under VM. Når man kan præstere i så mange kampe, det er jo ikke kun en kamp, så har du et vist niveau. Han har et ekstremt højt bundniveau.
- Når jeg vurderer målmænd, ser jeg ikke så meget på deres topniveau, for alle målmænd har et godt topniveau, men det er mere, hvad deres bundniveau er.
- Hans bundniveau er ekstremt højt, og det gør ham speciel. Hvis han kan præstere, som han gør til VM nu, så kan han spille i alle klubber. Presset bliver ikke større, siger Karim Zaza til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Zaza mener, at Bono er bedre til at holde hovedet koldt end andre afrikanske målmænd.
- Marokko har ikke mindst fået en ekstremt dygtig målmand. Afrikanske målmænd kan nogle gange være lidt flagrende, men ham her virker rigtig skolet. Han træffer de rigtige beslutninger hver gang, siger den tidligere Superliga-målmand til bold.dk.
Ved slutrunden har Bono blot lukket ét mål ind i fire kampe, og onsdag klokken 20 skal han forsøge at lukke af for de franske stjerner.
I opgøret mod Belgien stod Munir for Marokko.