Brøndby er i fremskreden dialog med en gruppe udenlandske investorer.
Det danske erhvervsmedie InsideBusiness skriver tirsdag, at dialogen har stået på en måned, og der er visse sammenfald med den investorgruppe, som for et år siden ville købe sig ind i Parken Sport & Entertainment.
Det er dog ikke samme situation i Brøndby som i FC København for et år siden, forklarer redaktør for InsideBusiness, Morten Johnsen, til bold.dk.
- Der er interesse fra begge sider. Dengang med Parken var der nærmest ingen dialog overhovedet, og det blev afvist med det samme, men her er der en form for dialog, siger Morten Johnsen til bold.dk.
- Man skal blive enig med den nuværende storaktionær Jan Bech Andersen om, hvordan man kan drive det her sammen fremadrettet. Kan man enes om en model, og hvordan skal den model se ud? Det er det, dialogen går ud på.
For et år siden var det amerikanske investorer, der var interesserede i FCK, men sammenfaldet med gruppen, der er i dialog med Brøndby, er ikke 1:1.
- Når sådan et tilbud her kommer, sidder der en masse folk med omkring bordet; ikke kun dem, der investerer. Der er også folk, der skal rådgive og den slags, og det er her, der er noget sammenfald blandt andet, siger Morten Johnsen.
Selvom der er visse paralleller mellem de to tilbud, er der også store forskelle, påpeger Morten Johnsen.
- I begge tilfælde handler det om at styrke det kommercielle grundlag, og det er også en af grundene til, man kigger på Brøndby. Der er man mere velvillig til at lytte på, om området omkring stadion skal forbedres, eller man kan opføre forskellige projekter.
- Der var døren fuldstændig lukket i Parken, for de havde nogle investorer, der havde været med længe, og som følte, at de havde brugt rigeligt med penge. I Brøndby kan man sagtens se idéen i at udvikle det kommercielle, siger Morten Johnsen.
Billigere at købe sig ind i Brøndby
Investorgruppen var ifølge InsideBusiness klar til at lægge 1-1,2 milliarder kroner i FC København, men det er slet ikke samme beløb, der er aktuelle i Brøndby.
- Det er jo relativt at billigt at købe sig ind i Brøndby i forhold til hvad fodboldklubber ellers bliver solgt for rundt omkring i verden.
- Det er jo ikke som at skrive en milliard-check ud i en stor engelsk klub. Det er et andet niveau, og hvis man formår at udnytte potentialet med det kæmpe opland af fans og investorer, der vil Brøndby det godt, tror investorerne også på, at der kan være en god forretning i det.
Hvor realistisk er det, at det ender med en aftale?
- Det er svært at svare på. Det er et faktum, at Brøndbys emission er blevet rykket gang på gang, fordi der har været forskellige dialoger på alle leder og kanter. De har også haft en dialog med Tottenham på et tidspunkt om at blive en slags satellitklub.
- Den model er, som jeg forstår det, død, fordi man ikke føler, man får nok ud af det ved bare at være en underklub for en større klub.
- Det er den vej, man arbejder hen imod; at man gerne vil have en anden investor ind, som kan drive det sammen med Jan Bech Andersen. Spørgsmålet er så, om de kan enes om, hvad strategien skal være fremadrettet. Jeg vil vurdere det som 50/50, siger Morten Johnsen.
Men Jan Bech Andersen er vel også interesseret i, at det kan lykkes?
- Hvis han skal sælge nogle af sine aktier, kommer det selvfølgelig også an på prisen, og om han kan komme ud uden et alt for stort tab.
- Men det står klart, som jeg forstår det, at hvis der ikke sker noget ved den kommende emission, ved Jan Bech godt, at det er ham, der må punge ud igen.
- Han er på ingen måde på vej mod udgangen, men det handler mere om, at der skal nogle andre ind, så det ikke er ham hver evig eneste gang.
Hvornår regner du med, der kommer en eventuel løsning?
- Man skal jo kunne stille en række garantier over for DBU for at kunne starte i næste sæson, og der kommer også en aktieemission.
- Jeg vil gå ud fra, at der skal en løsning på plads inden for en måned eller to, hvis man ellers kan enes om noget som helst, vurderer Morten Johnsen.


Brøndby IF
3F Superliga




























