I en alder af blot 15 år og 219 dage fik Luka Romero denne sæson debut for Mallorca i La Liga, som aldrig før har registreret en yngre spiller i turneringen.
De syv minutter, han fik i sin debut i opgøret mod Real Madrid, er stadig de eneste, han har på CV'et for Mallorca.
Alligevel vil sammenligningerne med Lionel Messi ikke stoppe, og det irriterer den unge offensive spiller, der endnu ikke har valgt, hvilket landshold han vil repræsentere.
- Det irriterer mig at blive sammenlignet med Lionel Messi, for der er kun én Lionel Messi, og jeg vil slå mit eget navn fast i fodboldens verden, fortæller han ifølge Fox Sports og tilføjer.
- Jeg er født i Mexico, men min familie er fra Argentina. Jeg har tre nationaliteter med mine spanske aner. Hvis de vil have mig i Argentina, så vil jeg blive ved med at spille for Argentina, slutter han.
Luka Romero har optrådt en enkelt gang for Argentinas u-17-landshold.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar