Michael Christensen havde egentligt håbet at fortsætte karrieren efter han brød med Hobro efter sidste sæson ved kontraktudløb, men den 33-årige forsvarsspiller har kastet håndklædet i ringen for denne gang.
Det er knæproblemer, der har tvunget ham til at træffe beslutningen.
- Jeg har forsøgt at genoptræne knæet, men smerterne er for store, så jeg har valgt at sige stop, mens jeg stadig er i stand til trods alt at kunne løbe en tur og måske spille lidt Old Boys-fodbold engang i mellem, siger Christensen til bold.dk og tilføjer:
- Jeg havde tillokkende muligheder på hånden, men prisen kan også blive for høj. Jeg spiste en del smertestillende piller for at komme igennem foråret i Hobro, og det har på ingen måde gavnet knæet.
- Det er selvfølgelig ærgerligt at konstatere, men jeg er trods alt afklaret med det efterhånden.
Christensens karriere tæller en ungdomstid i OB, oprykning til Superligaen med SønderjyskE, som han var med til at etablere i den bedste række, en periode i FC Vestsjælland og et ophold i norske Start.
- Tiden i SønderjyskE var speciel med oprykning og Superliga, og det er nok den tid, jeg husker tilbage på med allerstørst glæde. Mit år i Norge var også ganske lærerigt, både sportsligt og menneskeligt. Og generelt har jeg haft en godt i alle mine klubber, siger Christensen, der står noteret for i alt 148 kampe i Superligaen.
Christensen vil gerne på sigt prøve sig af et trænerjob, men i første omgang tager han en periode helt væk fra fodboldverdenen.
mikael@bold.dk


OB
Sønderjyske
FC Vestsjælland
3F Superliga





























