

OB har rent resultatmæssigt fået en hård start på sæsonen, og søndag så det længe ud til, at fynboerne igen skulle gå fra en kamp uden point, da de mødte FC Midtjylland hjemme i Odense.
Midtjyderne var nemlig foran helt frem til overtiden, hvor Nicklas Helenius hamrede bolden i netmaskerne til 1-1.
Det skete efter en kamp, hvor OB havde spillet god fodbold, og cheftræner Jakob Michelsen var da også rigtig tilfreds med netop indsatsen i opgøret.
- Jeg synes, at vi generelt leverede en rigtig god indsats. Igen havde vi flere store chancer end modstanderen, og det havde næsten ikke været til at bære, hvis vi havde tabt igen. Skulle der have været en vinder, skulle det have været os.
- Derfor er det dejligt, at vi ikke skal stå og snakke om, at vi havde fortjent mere, end vi fik. Det havde vi måske, men vi fik et point og en positiv historie, og det har drengene fortjent, siger Jakob Michelsen.
- Vi har gang i det rigtige
Den positive oplevelse på den regnvåde grønsvær i Odense betyder, at Jakob Michelsen, som har taget over efter fyringen af Kent Nielsen, ser på fremtiden med positive øjne.
- Det bekræfter mig og os i, at det er det rigtige, vi har gang i - på trods af at vi ikke er blevet belønnet. Det er i modgang, og når man ikke får de resultater, man skal have, at man skal holde fast i det, man tror på, og vi har altså en tyrkertro på, at det her er det rigtige - til trods for at rigtig mange har fortalt os, at vi er på afgrundens rand, siger han.
- Det rykker ikke så meget i tabellen, men vi går herfra med en god følelse. Det bekræfter mig i, at vi er på rette vej, selvom hele Fyn - ja, hele Danmark - har travlt med at fortælle, hvor dårlige vi er.
- Det har været fuldt berettiget, når vi ligger, som vi gør, men hvis vi over tid bliver ved med at skabe større og flere chancer end modstanderen, så kan det ikke undgå at vende for os resultatmæssigt, siger Jakob Michelsen.
Statistikken er positiv
OB-træneren påpegede, at flere af de ting, der lykkedes mod FC Midtjylland, er ting, holdet har arbejdet med på træningsbanen.
- Eksempelvis skubbede vi vores wingbacks ekstremt højt op og fik flyttet Julius Eskesen og Troels Kløve ud på siderne, så vi kunne få Tim Sparv og Jakob Poulsen til at dække store rum.
Michelsen fortæller, at han er rigtig glad for at kigge på statistik, og på baggrund af det, han har set i sæsonåbningen, er han meget positiv.
- Jeg kan konstatere, at vi i seks kampe har haft bolden endnu mere, end vi havde i sidste sæson. Samtidig skaber vi flere chancer og giver færre chancer væk. Kan vi blive ved med det, vinder vi flere kampe, end vi taber, siger Jakob Michelsen.
Han fremhævede desuden, at OB'erne i opgøret mod FCM viste stor styrke i nærkampene, hvilket var afgørende i forhold til tidligere kampe i sæsonen.
Andreas Jørgensen / bold@bold.dk


OB
3F Superliga























