Middelfart vandt lørdag eftermiddag en knusende sikker 4-0-sejr på hjemmebane mod FC Sydvest i 2. divisions oprykningsspil.
Opgøret var det sidste i sæsonen, og Middelfarts assistenttræner, Jes Bekke, er glad for at slutte med en sejr, og han kalder den samtidig for en tiltrængt én af slagsen.
- Det var tiltrængt. Sidste hjemmekamp, hvor vi vinder 7-3 (mod Kjellerup, red.), spiller vi også en fin angrebsskamp, men vi manglede at lukke af bagud. Det fik vi gjort i dag, og det var dejligt at se den gnist, der var i øjnene på drengene derinde, siger Jes Bekke til klubbens hjemmeside og fortsætter.
- I foråret har vi været hårdt ramt, fordi de andre nærmest bare skulle have en halv chance for at score, og vi bøvlede meget med det. Det betyder, at vi har spillet en masse uafgjorte kampe, og det er derfor, vi ligger, hvor vi gør.
Middelfart slutter på sjettepladsen i 2. divisions oprykningsspillet.


Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division






























