




Slutplaceringerne i Eliteserien skulle findes søndag aften, hvor danskerklubben Rosenborg havde muligheden for at sikre en andenplads i rækken, såfremt resultaterne flaskede sig for dem selv og Bodø/Glimt.
Sarpsborg var på besøg i Trondheim, og de havde fundet plads til både Anders Hagelskjær, Mikekl Maigaard og Victor Torp fra start.
Hjemmeholdet havde Victor Jensen og Casper Tengstedt fra start, og der skulle komme dansk aftryk på flere scoringer denne aften.
Først bragte Tobias Heintz Sarpsborg i front med 1-0, da fløjspilleren blev sendt I dybden af Serge-Junior Martinsson Ngouali, og her kunne han lobbe bolden over Andre Hansen.
Den føring blev imidlertid udlignet af Samuel Rogers i det 35. minut, da amerikaneren i åbent spil havde fundet fremad banen. På kanten af feltet løftede Victor Jensen med et frækt chip bolden ind til Rogers, som halvflugtede bolden i nettet til 1-1 med et brag.
Første halvleg havde dog ikke set det sidste mål endnu, og det sørgede Mikkel Maigaard for to minutter senere.
Danskeren blev fundet med et velslået hjørnespark på kanten af det lille felt, og her kunne han heade bolden i den modsatte side af målet til 2-1 og stor jubel for gæsterne.
Sejrsmål i 94. minut
Dramaet var intakt frem til det allersidste, for Rosenborg troede, at de havde fået sikret sig et point efter 90 minutters spil.
Her fik 21-årige Leo Cornic nettet til at blafre, da han blev fundet med en bold i dybden af Kristall Ingason, og så stod der 2-2 på Lerkendal.
Den glæde holdt dog ikke længe for Rosenborg, for i det fjerde minuts overtid fik Kristian Opseth opsnappet en bold fra Rosenborg-forsvaret, hvorefter han spillede Steffen Skalevik fri.
Her kunne angriberen med en flad afslutning sætte bolden i nettet til slutresultatet 3-2.
Dermed slutter Rosenborg på tredjepladsen i Eliteserien, mens Sarpsborg bliver nummer otte.


Rosenborg
Sarpsborg 08
Norge Eliteserien



































