Skuffelsen er enorm i B.93.
Det skyldes, at sneskimmel har dræbt store dele af græstæppet på Østerbro Stadion, som ellers snart skulle stå klar til, at B.93 kunne vende "hjem".
Derfor er der blevet sået nyt græs, som skal have tid til at gro, hvilket betyder, at comebacket til Østerbro Stadion, der var planlagt til midten af marts, nu udskydes.
Det har klubben netop meddelt sine billetmedlemmer i en mail, og til Bold fortæller Christian Engell, administrerende direktør i B.93, at beskeden ramte som en våd klud i ansigtet.
- Det var et stort slag. Det er tredje gang, at tidsplanen ikke holder. Det er et slag for fans, kulturen, partner- og sponsorarbejdet, som også er centreret omkring oplevelsen.
- Vores stab og spillertrup glæder sig til at komme hjem, så det er et enormt slag hele vejen rundt, fortæller direktøren.
Artiklen fortsætter efter billedet

B.93 har i hele 2025 og starten af 2026 været tvunget væk fra Østerbro Stadion og til Sundby Idrætspark på grund af manglende faciliteter.
Milliontab
Det er dyrt for Østerbro-klubben at have en midlertidig hjemmebane.
Som det ser ud nu, så ved klubben endnu ikke, om det bliver muligt at vende tilbage til hjemmebanen i dette forår.
- Det er et tab i millionklassen, hvis vi er væk hele foråret. Vi er samlet oppe på et tab på mellem fem og seks millioner kroner.
- Vi har ikke fået nogen melding eller plan om, hvornår vi kan være tilbage. Det kan godt være, at vi er tilbage slut april, og det håber vi.
Hvad betyder det for jer som klub, at I taber så stort et beløb?
- Det betyder, at der er nogle ting, vi ikke kan gøre, og nogle ting vi skal justere på.
- Det kan være planlagte investeringer i klubben og omkring truppen.
- Det kan have konsekvenser for det hele. Det er rigtig mange penge for en lille klub som os.
Hvad kan I gøre på den korte bane?
- Det handler som altid om, at vi samler os om det, vi kan gøre noget ved og selv kontrollere.
- Vi skal fortsætte med alle de gode ting, der er på vej for os i B.93.
B.93 ligger nummer otte i Betinia Ligaen og åbnede fredag foråret med et 1-3-nederlag til Hvidovre IF.

FCK og FCM jagter Beijmo
Hattrick | Afsnit 84Felix Beijmo har været en af AGF’s helt store profiler i guldsæsonen, men spørgsmålet er nu, hvor den svenske back skal spille efter sommerferien.
Læs mere

B.93
Betinia Liga































