AaB-talentet Wessam Abou Ali blev i sommer udlejet til 1. divisionsklubben Vendsyssel for resten af 2019, men i starten af det nye år blev parterne enige om at forlænge aftalen.
Derfor spiller offensivspilleren også i Vendsyssel i foråret, og det glæder Vendsyssel-træner Johnny Mølby.
- Wessam lavede nogle mål for os og var en vigtig del af vores offensive spil, så jeg er naturligvis glad for, at vi fortsat har ham, men der er ingen tvivl om, at jeg også forventer, at andre kommer i målscorerens rolle her i foråret, siger Johnny Mølby til bold.dk.
21-årige Abou Ali scorede fire mål i 10 kampe i efteråret.
Vendsyssel scorede i efteråret blot 16 mål i 1. division, hvilket er færrest af alle, og derfor har der været fokus på offensiven i opstarten.
- Vi har haft stort fokus på effektiviteten foran modstanderen mål i opstarten, men det er nogle gange små ting, der afgør, om tingene lykkes eller ej. Hvis man kigger på expected goals, ville det have set lidt anderledes ud.
- Vi har dels haft fokus på at få spillerne tilbage i den rette form, og så har vi fokuseret på at få spillet holdet godt sammen. Vi har spillet seks træningskampe, og det har set fint ud, men jeg har det sådan, at det hele først starter søndag. Det er der, man kan se, hvor man står, siger Johnny Mølby.
Kommer med ild i øjnene
Vendsyssel tager søndag hul på foråret med en hjemmekamp mod FC Roskilde, men Johnny Mølby er påpasselig med ikke at undervurdere bundproppen.
- Vi har en stor tro på, at vi kan vinde kampen, men vi er også godt klar over, at der aldrig er noget, der er let i den første kamp. Der er ingen tvivl om, at holdene kommer med ild i øjnene, og så skal vi spille efter forholdene og bringe det rigtige energiniveau, siger cheftræneren.
Vendsyssel har overvintret på en femteplads i 1. division med fem point til nedrykningsstregen og 13 point op til Vejle på den oprykningsgivende førsteplads.
Johnny Mølby erkender, at Vendsyssel befinder sig i lidt af et vakuum midt i tabellen, men cheftræneren kigger opad i foråret.
- Vi ligger lidt midt i det hele, men det drejer sig om at se, om vi ikke kan nærme os holdene foran os. Vi er et godt stykke bagefter, så det ser svært ud i forhold til de øverste pladser, men for os drejer det sig om at komme ordentligt i gang.
- En god start giver en masse selvtillid, så vi skal sørge for at vinde vores egne kampe, for resten er vi ikke herre over, afslutter Johnny Mølby.
Vendsyssel og Roskilde tørner sammen søndag klokken 15 i Hjørring.