- En mand, som har ødelagt et helt år af mit liv som fodboldspiller.
Sådan beskrev Marcus Mølvadgaard for en halv måneds tid siden danske Henrik Pedersen, der netop var stoppet som cheftræner i norske Strømsgodset efter en sag om racisme i klubben.
Til bold.dk fortæller han dog, at det ikke skal tolkes som et decideret karrierestop, men nærmere en pause.
- Jeg er ikke stoppet permanent, men jeg mistede lysten til at spille fodbold på grund af ham træneren og alt det, der skete deroppe. Jeg havde problemer med at sove, og der var det med foden, hvor jeg blev presset til at spille på kortisonsprøjter og alt det der.
- Min fod blev også helt mærkelig til sidst, så jeg har også holdt pause på grund af skaden, men også fordi jeg lige skulle tackle det hele, siger Mølvadgaard til bold.dk.
Marcus Mølvadgaard er for et godt stykke tid siden flyttet tilbage til Danmark, efter hans kontrakt med Strømsgodset udløb ved årsskiftet.
Flere bejlere er sprunget fra
I de seneste fire måneder har Marcus Mølvadgaard altså været uden klub, men det betyder ikke, at der ikke har været bejlere på banen, fortæller han.
Angriberen har dog oplevet, at flere interesserede klubber fra både Danmark og udlandet pludselig har ændret mening, efter de har forthørt sig hos Mølvadgaards tidligere klubber.
- Der har været nogle muligheder, men når de klubber så har ringet til mine tidligere klubber for at forhøre sig, er de pludselig sprunget fra. Jeg ved ikke, hvad der er sket.
- Jeg ved bare, at flere klubber har været meget interesserede og har sagt, at de lige skulle lave lidt undersøgelser, og så ringer man jo normalt til de tidligere klubber. Derefter har der pludselig ikke været nogen interesse, og de har faktisk stort set ikke svaret, fortæller han.
Marcus Mølvadgaard har spillet det meste af sin foreløbige karriere i Randers FC og var i 2019 udlejet et halvt år til Hvidovre, og han regner ikke med, at nogen af dem har sagt noget dårligt om ham, hvilket ikke efterlader så mange andre muligheder end Strømsgodset.
- Jeg kender dem fra mine tidligere klubber og har et rigtig godt forhold til dem udover dem oppe i Norge, så jeg kan ligesom udelukke, at det ikke rigtig kan være andre steder, konkluderer Mølvadgaard
Ikke så meget jantelov i udlandet
I jagten på en ny klub har Marcus Mølvadgaard ikke tænkt sig at lukke nogen døre, og han er derfor både åben for Danmark og udlandet.
- Det vigtigste er, at det skal være et sted, hvor jeg virkelig have mavefornemmelsen med. Jeg kan godt lide at bo i udlandet, for jeg har oplevet, at der måske ikke er så meget jantelov i udlandet, og det kan jeg egentlig meget godt lide, men Danmark er også aktuelt.
- Planen er bare at tage det, som det kommer, og jeg står jo ikke ligefrem i en situation, hvor jeg bare kan vælge mellem Manchester United og Barcelona. Vi må se, hvad der sker, siger Mølvadgaard til bold.dk.
Marcus Mølvadgaard står noteret for fem scoringer i 35 førsteholdskampe for Randers FC og nåede 18 optrædener i Strømsgodset.



Strømsgodset
Norge Eliteserien






























