Hvem bestemmer i grunden i Vejle?
Steffen Kielstrup og Johnny Mølby blev præsenteret som det nye trænerteam.
Men ifølge reglerne skal der være en cheftræner med orden i papirerne for at stå i spidsen for et superliga-mandskab.
Og i Vejle er det Johnny Mølby, der reelt er ansat som klubbens cheftræner.
Det er han, fordi Steffen Kielstrup ikke har licensen til at træne i Superligaen.
DBU har med årene strammet reglerne for, hvem der må træne i Superligaen. For år tilbage var Christian Lønstrup en varm kandidat i Sønderjyske, men han havde ikke trænerpapirerne i orden og derfor kunne skiftet aldrig komme på tale ved den lejlighed.
Artiklen fortsætter efter billedet

Reglerne er nemlig klare. En cheftræner i Superligaen skal have P-licens eller være i gang med den højeste træneruddannelse, hvis han skal være i en af de 12 klubber.
Frederik Birk og Jakob Poulsen er to af de nuværende trænere, der er i færd med at tage P-licensen.
Vejle præsenterede for nylig Steffen Kielstrup og Johnny Mølby som det nye trænerteam, da Mihai Teja blev smidt på porten kort før forårspremieren.
Johnny Mølby har P-licensen, som det kræves for at være cheftræner i Superligaen. Steffen Kielstrup har til gengæld kun A-licens og det er ikke nok til at fungere som cheftræner i Superligaen.
Alligevel har Vejle præsenteret dem som et samlet trænerteam. Og det er ikke noget problem, når én af trænerne har den rigtige uddannelse.
Når en klub skifter træner midtvejs i sæsonen, har den ifølge reglerne 60 dage til at finde en cheftræner med den rigtige træneruddannelse.
Det har Vejle som sagt med Johnny Mølby, der rent teknisk er klubbens cheftræner. Derfor har Vejle ikke behov for at reagere inden for fristen på 60 dage.

Foto: Steffen Kielstrup/Ritzau Scanpix.
- Alle hold har et trænerteam, men i hvert trænerteam skal der være en cheftræner, som har ansvaret og den påkrævede uddannelse jævnt før både UEFA’s reglement og Divisionsforeningens licensmanual, oplyser DBU.
Steffen Kielstrup har ved flere lejligheder udtalt sig, selv om han ikke er registreret som cheftræner. Og det kan han fortsætte med helt uden problemer i fremtiden.
For i DBU’s licenssystem forholder man sig ikke til, hvem der udtaler sig fra klubberne.
Som Bold forstår det, har Johnny Mølby en cheftrænerkontrakt i Vejle og på den måde opfylder klubben DBU’s licensregler.
Konstellationen Johnny Mølby og Steffen Kielstrup er en kortsigtet løsning i Vejle. Det er hensigten, at trænerduoen kun skal stå med ansvaret i Vejle i foråret. Siden skal den nyudnævnte sportsdirektør Mikkel Hemmersam finde en anden løsning.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Vejle Boldklub
3F Superliga







































