Selvom de forsvarende mestre fra Monaco har fået en flot start på sæsonen, er de alligevel fire point efter PSG efter 12 afviklede kampe i Ligue 1.
Den store omtale af hovedstadsklubben irriterer monegaskernes Almany Toure, der hænger sin hat på, at klubben trods andenpladsen har fået en bedre start på sæsonen end i fjor.
- Alle taler om PSG. Men rent matematisk er vi to point foran i forhold til vores høst sidste år, så i ligaen ser det godt ud.
- Fra nu af forsøger vi at gøre det samme som i fjor, nemlig at vinde så mange kampe som muligt. Vi har nogle store kampe i vente, som kan afgøre en masse, siger Almany Toure til klubbens hjemmeside.
Højrebacken ser dog ikke så positivt på klubbens skæbne i Champions League, hvor Monaco blot har hentet to point i de første fire runder og er placeret sidst i Gruppe G.
- Det ser ikke godt ud, og vi er bekymret. Vi kan ikke længere afgøre vores egen skæbne, og selvom vi vinder begge vores resterende kampe, bliver det svært at kvalificere sig til foråret, afslutter han.
Monaco kan fredag se frem til en udekamp mod bundholdet Amiens, mens det efter weekenden gælder en hjemmekamp mod RB Leipzig i Champions League.


Monaco
Ligue 1































