




FC København var presset til sejr, da de onsdag drog til Nordjylland, hvor Hobro IK ventede i Oddset Pokalen.
FCK levede op til favoritværdigheden og hev en pligtsejr i hus, da de vandt med 4-1 i Hobro.
Sejren var heftigt hjulpet i land af Youssoufa Moukoko, som sikrede sig et vaskeægte hattrick, da han lavede tre mål i streg og sendte københavnerne på alvorlig sejrskurs kort inde i anden halvleg.
For Moukoko har starten på eventyret i det danske ikke været lige så optimal, som man nok havde håbet på i FCK, hvor det før pokalopgøret mod Hobro kun var blevet til fire mål og et enkelt oplæg.
Derfor var der specielt noget at tage med fra onsdagens kamp for den unge tysker.
Artiklen fortsætter efter billedet

Spørger du dog cheftræner Jacob Neestrup, var det ikke nødvendigvis hattricket, han glædede sig over, men nærmere den præstation, som Moukoko leverede mod Hobro.
- Jeg ønsker altid det bedste for alle mine spillere. Det plejer at være ligegyldigt, hvem der scorer, men selvfølgelig betyder det da noget for os, at Moukoko laver tre mål.
- Nu har han jo lavet fire før denne kamp, så det betød jo ikke, at han åbnede målkontoen.
- Det vigtige for mig var i stedet, at han viste engagement på en råkold og mørk aften i Hobro, og at han var god mellem felterne, fortæller Neestrup til den fremmødte presse.
Youssoufa Moukoko var ikke kun en populær herre hos cheftræneren, men også blandt sine holdkammerater var han enormt værdsat efter præstationen.
- Det kom jo ikke som sådan bag på mig, da vi jo godt kan se, at han er helt modbydelig i de forskellige træningsøvelser.
- Jeg er bare glad for at se, at han får det forløst i kamp også, siger Mads Emil Madsen til Bold og resten af den fremmødte presse.
Har du været overrasket over, at du ikke har set det før nu?
- Jeg ved ikke, om jeg er overrasket. Superligaen er en svær liga at komme ind i, selvom man er et stort navn.
- Jeg synes jo egentlig også, at han er inde i en god periode lige nu, hvor han de sidste to kampe har spillet rigtig godt, og så var det da bare dejligt at se et hattrick fra ham, sluttede Mads Emil Madsen af.

FC København
Oddset Pokalen
Hobro (R)






































