




Det skortede ikke på drama i Liga Portugal, da Benfica søndag aften fik besøg af Porto i et topbrag på Estadio da Luz.
Porto var foran med 2-0 – blandt andet takket være et mål af Victor Froholdt – før Benfica fik vendt tingene på hovedet og sikrede et point med 2-2.
Kampen var dog ikke kun dramatisk på grønsværen, for få minutter før slutfløjt blev Jose Mourinho beordret ned i tunnelen efter et optrin på sidelinjen.
Efter kampen havde den farverige træner et par ord at sætte på situationen, som involverede et medlem af staben hos hans gamle klub:
- Ham fra Portos bænk kaldte mig en forræder 50 gange. Jeg vil gerne have en forklaring: Hvordan er jeg en forræder?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg var i Porto, og jeg gav Porto min sjæl. Jeg tog til Chelsea, Real Madrid, Inter, Fenerbahce – jeg har været over hele verden, og jeg har givet min sjæl – 24 timer i døgnet, hver eneste dag. Jeg tror, det kaldes professionalisme.
- Én ting er fornærmelserne fra Porto-fansene. De samme fans, som hvis jeg for nogle år siden tog til deres by, ville de nærmest knæle for mine fødder. Jeg har ikke noget problem med deres fornærmelser.
- Men at en kollega kalder mig en forræder… hvorfor er jeg en forræder? Fordi jeg giver alt for Benfica?
Jose Mourinho vandt i 2004 en historisk Champions League-triumf med Porto.


Benfica
FC Porto
Primeira Liga


































