2. Division -Næsby-kaptajn roser ny træner efter flot forår
2018-04-10 17:05:01
Foto: Carsten Tønsberg

Næsby-kaptajn roser ny træner efter flot forår

Den nye cheftræner i Næsby Boldklub Kristoffer Johannsen har været afgørende for, at klubben pludselig er tæt på overlevelse i 2. division på trods af et horribelt efterår.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Næsby Boldklub vandt ikke en eneste fodboldkamp i efteråret og rykkede derfor i nedrykningsspillet uden nogen som helst point på kontoen.

Det fik konsekvenser for cheftræner Morten Rasmussen, som blev afskediget og erstattet af Kristoffer Johannsen, der tidligere har været træner hos blandt andre Dalum og Otterup.

Nu har fynboerne spillet fem kampe i nedrykningspillet og har pludselig 10 point på kontoen, og anfører Chris Hansen vil gerne tilskrive sin cheftræner en stor del af den præstation.

- Kristoffer er kommet med 100 procents engagement. Det havde Morten også, men Kristoffer er kommet med sine egne idéer og har simpelthen bare fået samlet os op, efter at vi var ret langt nede i kulkælderen, siger Chris Hansen og fortsætter.

- Og så har han fået os i form. Vi har haft en lidt anderledes opstart, end jeg har været vant til. Vi har løbet en hel del på stierne, og det har også været nødvendigt.

- Det har været vigtigt, for vi har også været presset til sidst i nogle af kampene, men fordi formen har været der, har vi været i stand til at løse det. Så Kristoffer har måske bragt nogle af de lidt gammeldags dyder ind.

Kan man sige, at Kristoffers ankomst har været afgørende for jeres succes i foråret?

- Ja, det kan man et eller andet sted godt. Vi havde alle sammen et rigtig godt forhold til Morten, men det var som om, det var kørt en lille smule i stå. Nogle gange er det trænerfyringer, der skal til - desværre. 

- Men heldigvis var Kristoffer ledig på markedet, for han er en superdygtig træner, og det har han også vist - og han skal selvfølgelig have kredit for, at vi er kommet så godt fra start, siger Chris Hansen.

Rent spillemæssigt er der også sket en stor forandring hos Næsby.

- Vi har skiftet formation, og det har gjort, at der er sket en del. Derudover er vi begyndt at fokusere lidt mere på at stå rigtig godt organiseret på banen og først og fremmest fokusere på defensiven.

- Det kan godt være lidt svært, når man har været vant til at gå benhårdt efter at spille flot fodbold, men det har jo vist sig, at det er det her, der skal til, så det er svært at argumentere særlig meget imod det, siger Chris Hansen.

Næsby havde inden forårspremieren ni point op til holdet på den rigtige side af nedrykningsstregen - nu er der kun tre op.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce