I Næstved Boldklub har den en historik med sølvmedaljer. To gange er det blevet til andenpladser i kampen om det danske mesterskab, og det seneste sæt sølvmedaljer er hentet tilbage i 1994, hvor Næstved tabte pokalfinalen til Brøndby efter straffespark.
Pokalhistorien lever dog i bedste velgående i Næstved, der står over for en stor opgave i tredje runde af Oddset Pokalen, hvor FC Midtjylland kommer på besøg.
- Pokalturneringen er meget speciel for klubben, som har en fin historie i turneringen. Men den er også speciel for mig, ikke mindst når jeg som nu skal stå over for min tidligere klub, FC Midtjylland, siger profilen Julius Madsen.
20-årige Madsen har etableret sig som stamspiller i Næstved, men som helt ung var han et år på akademiet i FC Midtjylland.
- Nu var jeg kun i Midtjylland ét år, men det er klart det altid er specielt at møde ens gamle klub, som har betydet meget for en, siger Madsen.
- De fleste af de spillere, jeg spillede sammen med, og som jeg i øvrigt stadig er rigtig gode venner med, er desværre udlejet. Det kunne ellers have været rigtig sjovt og spille mod dem. Jeg tror egentlig kun, det er Aral Simsir og Oliver Sørensen, der stadig er der. Det skal helt sikkert nok blive sjovt at møde dem.
Næstved slog i første runde Frem 1-0 på udebane, mens man i anden runde vandt med hele 7-0 ude over Bagsværd BK. Så let bliver det ikke mod FC Midtjylland.
- Det er klart, at Midtjylland er en helt anden størrelse end de to første hold, vi har mødt. Det et hold, vi har stor respekt for, og vi ved hvor gode de kan være. Vi er også selv klar over de kvaliteter, vi besidder og tror helt sikkert på en god dag, at vi kan byde dem op til dans. Vi ved alle, at pokaltuneringen har sin helt egen charme og den kan skabe overraskelser.
Næstved har ikke haft den letteste sæson i landets næstbedste række, så Oddset Pokalen er en kærkommen lejlighed til at fokusere på lidt andet end tre point og en placering under stregen.
- Jeg tror, det er et positivt afbræk for de fleste hold. Nogle ser det som en oplevelse at møde nogle hold i de bedre rækker. Nogle ser det som en turnering, man kan vise sig frem i, hvis man ikke spiller så meget i ligaen. Så jeg tror, der er mange positive ting ved Oddset Pokalen.
Opgøret i tredje runde mellem Næstved og FC Midtjylland spilles onsdag klokken 18.00.


Næstved Boldklub
Oddset Pokalen

































