Skader har holdt Næstveds 33-årige midtbanemotor Henrik Bødker nede på ni kampe i de seneste 16 måneder, og han har set utålmodigt til fra sidelinien.
- Jeg var først ude i syv måneder med et springerknæ, og da jeg kom tilbage, fik jeg en blødning i akillessenen. Det har været dybt frustrerende, for det har kostet mig nærmest et helt år, siger Bødker til bold.dk og fortsætter:
- Jeg er heldigvis en type, der er klar til at æde mig selv, så jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville komme tilbage, men det har ikke været sjovt – heller ikke på hjemmefronten – når det eneste man ønsker bare at være med på banen og glæde sig over at kunne bidrage.
- Jeg spillede hele pokalkampen mod Roskilde og har derudover fået et par indhop, så jeg er helt klar igen. Men jeg mangler selvfølgelig kamptræning og den timing, der følger med. Heldigvis har jeg en del rutine, og den håber jeg kan komme holdet til gavn i resten af sæsonen.
1. division har været ekstrem tæt det meste af sæson, men Næstved har på 11. pladsen seks point op til redning med ti runder igen, så der skal snart sejre på bordet, erkender Bødker.
- For os er rækken lige nu ikke speciel tæt. Jeg ved godt, at vi kan lukke hullet med to sejre, men de andre hold skal jo samtidigt tabe deres to kampe i en række, hvor alle slår alle. Vi er nødt til at komme i gang meget snart og få den succesoplevelse, som vi har brug for, siger Bødker.
Næstved har søndag med den debuterende cheftræner Michael Hemmingsen på sidelinien besøg af Nykøbing.
mikael@bold.dk



Næstved Boldklub
Betinia Liga





























