2. divisionsklubben Næstved sagde for nylig farvel til en god håndfuld spillere, men nu er to kommet den anden vej.
Fredag meddeler Næstved nemlig, at man henter 20-årige Mathias Holm og 19-årige Tobias Pedersen til klubben.
Sportschef Peter Dinesen glæder sig over tilgangene, som han beskriver således:
- Mathias Holm vender tilbage i den grønne trøje. Vi er rigtig glade for at have Mathias tilbage i den grønne trøje. Mathias er en lokal dreng, som spillede ungdomsfodbold her i Næstved, men søgte derefter fodboldlykken i HB Køge, Esbjerg og senest Slagelse.
- Holm er en dygtig spiller, som kommer med speed og power, som, vi synes, ser rigtigt spændende ud, og vi håber, at han får sit seniorgennembrud i den grønne trøje.
- 19-årige Tobias Pedersen er også ny mand i Næstved. Han kommer fra et kort ophold i Avarta, hvor han var én af deres mest kreative spillere i efteråret, hvor han viste sig som en kreativ og dygtig teknisk spiller.
- Tobias kan spille de tre offensive pladser bagved angriberen. Inden Avarta har Tobias spillet i FC København og er også noteret for flere ungdomslandsholdskampe, siger Peter Dinesen til klubbens Facebook-side.
Næstved har overvintret på fjerdepladsen i 2. divisions gruppe 2 med 12 point op til førerholdet Nykøbing FC.


Næstved Boldklub
Avarta
Slagelse



































