Jacob Neestrup kan godt føle, han har forrådt Jess Thorup.
Neestrup har arbejdet meget tæt sammen med Jess Thorup de seneste år, hvor den unge træner har været assistenttræner under Jess Thorup.
Nu overtager Jacob Neestrup så tøjlerne i FCK, efter Jess Thorup tirsdag eftermiddag blev fyret som træner i FCK.
Når du har været så tæt med Jess, og du har været hans højre hånd, kan du så ikke komme til at føle, at du forråder ham, når du tager over for ham, når han ryger ud ad svingdøren?
- Jo selvfølgelig kan man få den følelse. Som jeg har sagt, så har det været en mærkelig dag for mig. På den ene side har det være vemodigt at sige farvel til Jess, og på den anden side så er det en stor dag for mig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jess har altid haft en stor ro, specielt i modgang, og det har været prisværdigt, og det har personligt været godt for mig, Ruben Sellés og Stefan Madsen, og det vil jeg gerne takke ham for.
- Når det så er sagt, så kan jeg også sige med god samvittighed, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at få ham til at shine og til at få FC København til at være gode.
Har du snakket med Jess efter hans fyring, og hvis ikke, skal du så det?
- Nej, det har jeg ikke. Hvis han vil snakke med mig, så er det op til ham. Jeg forstår, at der må være nogle frustrationer. Han er selvfølgelig skuffet over, at han er blevet fyret, for han har arbejdet her 24/7 det seneste lange stykke tid, fortæller Jacob Neestrup til FCK-pressemødet tirsdag.
Jacob Neestrup har fået en lang kontrakt som cheftræner i FC København, som gælder helt frem til sommeren 2026.