


- Jeg tror, at mange fans har lidt svært ved at identificere sig med det FC København-hold, der er lige nu.
Cheftræner Jacob Neestrup kom med en række opsigtsvækkende udtalelser efter søndagens nederlag til Randers FC, der sendte de forsvarende mestre i nedrykningsspillet.
Han påtager sig sin del af ansvaret for den historiske nedtur. Men han mener ikke, at alt ansvar ligger hos ham selv.
I stedet er der både en række spillere - og klubben som helhed - der skal til at kigge indad.
- Vi har været ekstremt svage og semi-arrogante i en meget, meget lang periode. Og det ender med et pinligt udfald.
Hvad mener du, når du siger semi-arrogante?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg synes, vi har haft hovedet for langt oppe i os selv i for lang tid. Vi har levet i fortiden af The Double-triumf og en Champions League-kvalifikation, som på ingen måder burde stå mål med de præstationer, vi har haft i Superligaen siden oktober.
En klub i krise
Derfor mener cheftræneren, at det eneste, der peger fremad, er, at det nu for alvor er tid til selvransagelse i FC København.
- Det, der peger frem, er, at det skal give tid til noget refleksion og noget eftertænksomhed.
- Jeg har et enormt ansvar for, at jeg ikke har fået holdet ud af den her krise, og at jeg ikke har fået vendt skuden. Men det her har ikke været et hold i krise - det har været en klub i krise.
Hvad mener du konkret med 'en klub i krise?'
- Jeg tror, at mange FC København-fans har lidt svært ved at identificere sig med det FC København-hold, der er lige nu. Det er næsten det værste for mig.
- Det handler ikke om en kritik af den enkelte spiller eller mig, men det er min egen analyse - og det er ikke sådan, det skal være. Jeg kender den her klub godt.
Er det sammensætningen af truppen, der er forkert?
- Det er selvfølgelig en del af forklaringen, men jeg skal ikke løbe fra mit ansvar. Den her trup skal ikke ligge nummer syv. Men vi er markant dårligere, end hvad vi var sidste år.
Ikke mit job
Jacob Neestrup fortæller videre, hvordan han i denne sæson har skullet gøre noget, han ikke har gjort før - og det siger noget om den trup, han råder over.
- Det kan sgu godt være, det er lidt hårdt. Men jeg tror også, der er nogen, der er nødt til at samle sig selv op. Jeg har et kæmpe ansvar, men der er også nogle spillere, der skal kigge indad.
- Jeg har været assistenttræner for to trænere, der har vundet et dansk mesterskab. Jeg har selv været med til at vinde to gange The Double. Jeg har sgu aldrig skullet samle nogen op eller sætte nogen op i den her fodboldklub. Det er ikke mit job.
Har du skullet gøre det i den her sæson?
- En gang imellem, ja.
Søndagens nederlag betyder, at FC København slutter Superligaens grundspil på en syvendeplads.

Make VM Great Again: Gruppegennemgang og Panini-listen
Drømmeklubben | Afsnit 1VM har føltes langt væk - og ikke kun fordi det foregår på den anden side af Atlanten.
Læs mere
FC København
3F Superliga

































