FC København møder onsdag aften Manchester City på udebane i Champions League, og til opgøret har cheftræner Jacob Neestrup noget overraskende valgt at give Kamil Grabara comeback.
Den polske målmand har ikke været i aktion siden juli, hvor han brækkede flere knogler i ansigtet.
Til Viaplay fortæller FCK-træneren, at han allerede tog beslutningen i sidste uge.
- Den primære årsag er, at Grabara er en fremragende keeper. Én af årsagerne til at vi spiller i Champions League er, at vi havde en fremragende keeper i sidste sæson. Så jeg stoler på Grabara, ligesom jeg stoler på Ryan.
- Den anden er, at vi har et hårdt program, så jeg får brug for to keepere, som er konkurrencedygtige. Jeg besluttede for en uge siden, at Kamil skulle i spil i løbet af denne uge.
Hvordan tog Ryan det?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han blev skuffet.
- Vi har to gode målmænd. Kamil står, fordi han er god. Det vil være for stort et sats kun at spille med Ryan i de sidste kampe.
- Jeg har en stor tro på, at Grabara disker op med en klasse præstation i dag, lyder det fra Neestrup til Viaplay.
Du kan se interviewet øverst i artiklen.
Kampen mellem Manchester City og FC København spilles klokken 21.00, du kan se danskernes startopstilling her.