Jacob Neestrup var både rystet og forarget fredag aften.
FC København havde ifølge cheftræneren leveret de dårligste 45 minutter, han nogensinde havde været en del af, da Silkeborg drev gæk med de danske mestre.
Efter 1-3-nederlaget tog han ansvaret på sig, og nu vil han forsøge at vise vejen de kommende uger for at få sit mandskab ud af krisen.
Det fortæller han på mandagens pressemøde forud for Champions League-opgøret mod Borussia Dortmund i Parken.
- Det er altid hårdt at tabe, og det er altid hårdt at være inde i hårde perioder.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men det er sådan med mig, at når der er gået et par timer, og jeg har fået en nats søvn - også selvom den ikke har været god - så kommer der en indædthed i, at jeg godt ved, at det er nu, jeg mest af alt skal vise vejen.
- Det kommer jeg til at gøre alt, hvad jeg kan, på samme måde som jeg tidligere har gjort, når der har været kriser under mig.
Berettiget kritik
På pressemødet var der som forventet et stort fokus på de mange skader, som FC København døjer med, men det er ifølge Jacob Neestrup ikke en undskyldning for det, løverne har præsteret den seneste tid.
Derfor forventer han også en stærk præstation mod Dortmund, hvor FCK skal vise, hvad de er lavet af.
- Vi anerkender fuldt ud al den kritik, vi får i øjeblikket. Den er fuldstændig berettiget. Der har været alt for mange dårlige resultater, for mange dårlige halve, kvarte præstationer, som har kostet ekstremt dyrt.
- Men når kampen starter, så er det en europæisk aften i Parken i verdens største klubturnering, og det kan godt være, vi mangler nogle spillere, men så er der nogle andre, der må vise, at de er klar til at gribe deres chance.
- Det er sådan, fodbold er. Når nogen er ude, så er der andre, der får muligheden. Så er det om at tage den eller som minimum at gøre sit bedste.
I sidste ende handler det dog for Jacob Neestrup ikke om den enkelte kamp i Champions League tirsdag aften.
- Der, hvor vi skal komme ud som vindere, handler ikke bare om i morgen (tirsdag, red.). Det handler om de næste 14 dage. Så må vi vise, at vi kan komme tilbage på det spor, som vi er lidt ude af nu, og som vi har været inde på tidligere.
- Heldigvis kender vi vejen dertil, selvom det ser svært ud for alle, der holder med FC København i øjeblikket.
FC København har et enkelt point efter de første to runder i Champions League.

Hvem står stærkest inden sæsonstart?
Ugens Suppe | Afsnit 1Ugens Suppe er tilbage. Efter ni måneders pause er vi klar med en ny udgave af Bolds Superliga-podcast.
Læs mere
FC København
Champions League





































