Victor Nelsson var ombejlet i sommer, hvor der blev lagt op til en skifte væk fra Galatasaray.
Store klubber som Arsenal, Tottenham og Sevilla var angiveligt klubberne, der var ivrige for at få den 24-årige landsholdsspiller, men det blev som bekendt ikke til den transfer, Nelsson havde håbet på.
Hovedpersonen åbnede til dagens pressemøde op for sommerens hektiske transfervindue.
- Det er en offentlig hemmelighed, at der har været interesse og bud fra klubber, jeg rigtig gerne ville til. Blandt andet Sevilla.
- Det blev ikke til noget, og jeg ved det egentlig godt (hvorfor det ikke lykkedes, red.). Der er flere ting, der skal gå op i en højere enhed ved en transfer. Galatasaray har ikke fundet pakken, som var god nok.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så kan man være enig og uenig, og det er der, den ligger, men jo – jeg kunne godt have været skiftet.
Var det til Sydspanien?
- Det var fra Sevilla, ja.
- Der var bestilt et fly, og der var en jordemoder med til min gravide kæreste til flyveturen, men det blev ikke til noget. Nu er jeg i Galatasaray, og det er jeg glad for. Nu er jeg godt nok kommet på bænken, men nu skal jeg æde mig ind på holdet igen, siger Victor Nelsson.
Ifølge rygterne ville Galatasaray have haft Sergio Ramos ind som erstatning for Victor Nelsson, men den spanske stjerne skiftede som bekendt til Sevilla.
Victor Nelsson har kontrakt til sommeren 2026 med den tyrkiske storklub.

Sevilla
Galatasaray
SüperLig





































