Eliteserien -Nicolai P. vil have medaljer med fra Norge
2017-08-26 11:16:01
Foto: Getty Images

Nicolai P. vil have medaljer med fra Norge

Nicolai Poulsen håber, at han har medaljer med i kufferten, når han til nytår forlader Sarpsborg 08 for at vende hjem til Randers FC.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Randers FC's Nicolai Poulsen er skiftet til Sarpsborg 08 på en lejeaftale, der løber året ud, og den 24-årige midtbanespiller har store ambitioner med den tid, han skal tilbringe mod nord.

- Jeg håber, at jeg kommer til at lære en masse og spille en masse kampe. Derudover håber jeg at opnå noget med holdet. Vi ligger på andenpladsen i ligaen og er stadig med i pokalturneringen, så jeg håber at få en medalje med hjem herfra, siger Poulsen til bold.dk.

Lørdag kan Sarpsborg tage endnu et skridt mod medaljer, når klubben spiller pokalkvartfinale mod Mjøndalen.

Nicolai Poulsen føler, at han står godt til at få spilletid i den kommende tid.

- Min umiddelbare fornemmelse er rigtig god. Der er selvfølgelig rigtig mange dygtige spillere - ellers havde vi ikke ligget på andenpladsen. Men jeg har snakket med cheftræneren og assistenttræneren, og min fornemmelse er, at der er gode muligheder for meget spilletid.

- Det er selvfølgelig også op til mig selv at præstere godt, men det har jeg også troen på, at jeg godt kan gøre, siger Nicolai Poulsen.

Lejeaftalen løber som sagt frem til nytår, hvor Nicolai Poulsen altså på papiret vender tilbage til Randers FC. Men han er også åben for andre muligheder.

- Jeg har ikke noget imod at komme tilbage til Randers. Det kan jo sagtens ske, og det vil jeg også gerne, for jeg var glad for at være i Randers, selvom jeg ikke spillede så meget.

- Men nu må vi se, hvordan det går heroppe. Jeg har ærlig talt ikke tænkt særlig meget over, at jeg skal tilbage til Randers i det nye år. Lige nu fokuserer jeg bare på at gøre det så godt som muligt.

- Så må vi se, hvad der kommer til at ske til nytår. Der kan opstå noget nyt. Det afhænger af, hvordan jeg gør det og hvilke planer, træneren har med mig, når jeg er tilbage i Randers, siger Nicolai Poulsen.

Den 24-årige midtbanespiller fik debut for Sarpsborg, da klubben i mandags mødte Strømsgodset i ligaen. Her spillede han godt og vel 20 minutter.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce