2022-08-05 15:50:01

Nicolai Wael og co. henter tidl. Brøndby-talent

Ringkøbing forstærker sig med det tidligere Brøndby-talent Frederik Pedersen. Pedersen siger til bold.dk, at han godt kan lide klubbens store ambitioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ringkøbing, der har Nicolai Wael som sportschef, opruster inden sæsonstarten i Danmarksserien i den kommende weekend. 

Wael og co. henter nemlig 19-årige Frederik Pedersen, der blandt andet har en fortid i Viborg, Brøndby IF og Randers FC. Derudover er den nye Ringkøbing-spiller søn af Superliga-legenden Ralf Pedersen. 

Frederik Pedersen siger til bold.dk, at han har valgt at skifte til Ringkøbing grundet klubbens gode setup og store ambitioner.  

- Jeg er taget til Ringkøbing, fordi jeg er vild med deres setup. Jeg har snakket med Nicolai Wael, der er sportschef derude, en del gange. 

- Jeg har hørt en masse gode ting om klubben, og før jeg tog derhen, vidste jeg godt, hvad Ringkøbing stod for, så det har altid givet et godt indtryk. De har tårnhøje ambitioner, hvilket jeg rigtig godt kan lide, siger Frederik Pedersen til bold.dk. 

En masse erfaring

Udover opholdene i Viborg, Brøndby og Randers FC var Pedersen også til prøvetræning i Stoke i foråret 2018, og kantspilleren mener, at han trods sine 19 år har noget rutine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, at selvom jeg er ung, kan jeg give en masse erfaring videre. Ringkøbing har stadig en ung trup, så jeg kan nok hjælpe mine holdkammerater med mål og assists. 

Pedersen har senest spillet for Kjellerup, der også huserer i Danmarksserien, men det blev til et exit, da mange af kammeraterne har forladt klubben. 

- Der er to grunde til det. Mine kammerater er også røget et andet sted hen eller er stoppet, og så blev det lidt hårdt, fordi jeg tog derud, fordi mine kammerater spillede derude. Derudover synes jeg ikke, at ambitionerne er høje nok i forhold til det, som jeg gerne vil.

Den unge kantspiller fortæller, at Ralf Pedersen følger hans karriere meget, og han er glad for, at faren har lyst til at følge med i sønnens gøren og laden. 

- Han er en kæmpe støtte, og han kom igennem nøglehullet, så han er en stor hjælp, siger Frederik Pedersen til bold.dk. 

Kantspilleren skiftede fra Viborg til Brøndby i januar 2019. Pedersen nåede at være i Brøndby i halvandet år og spillede på klubbens U19-hold, inden han tog afsked med Vestegnen i sommeren 2020 for at skifte til Randers FC. 

Ringkøbing skal duellere mod B1913 i Danmarksserien Pulje 3, og kampen bliver spillet lørdag 6. august klokken 13 på Campus Road i Odense.

2 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0