2024-10-05 18:30:00

Nicolaisen lukker kontroversiel sag: Det er fortid

Rasmus Nicolaisen kom i fokus sidste år, da franske medier skrev, at han skyldte penge til sine holdkammerater. Danskeren fortæller til Bold, at han har lagt sagen bag sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Ligue 1 - 7. runde

FT

LIL

2 - 1

TOU

En stor drøm er gået i opfyldelse for Rasmus Nicolaisen.

I en alder af 27 år er den danske midtstopper endelig blevet udtaget til landsholdet, efter han har leveret på et højt niveau i franske Toulouse.

Det har været længe undervejs for Nicolaisen, hvor der sidste år svævede grå skyer over danskeren grundet en kontroversiel sag, som ramte de franske medier.

Her kom det frem, blandt andet i L'Equipe, at Nicolaisen grundet økonomiske problemer af personlige årsager havde lånt penge af holdkammerater og medlemmer af staben, som han ikke kunne betale tilbage.

Sagen kom frem i lyset få uger efter, at daværende landstræner Kasper Hjulmand havde udtalt, at han havde Nicolaisen på blokken.

Det kom frem i Frankrig, at du skyldte penge. Frygtede du, at den sag ville få betydning for din landsholdskarriere?

- Det ved jeg overhovedet ikke. Det kan jeg ikke gøre mig klog på. Det var en... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er svært at sige, siger Rasmus Nicolaisen til Bold.

- Jeg kan ikke sidde og gisne om, hvordan og hvorledes der bliver reageret på forskellige ting. Sådan er det med alt. Men det kan jeg ikke sidde og gisne om.

Artiklen fortsætter efter billedet

Ligue 1 -Nicolaisen lukker kontroversiel sag: Det er fortid
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix

Et lukket kapitel
L'Equipe skrev dengang, at sagen havde skabt problemer i spillertruppen, som bad om, at Rasmus Nicolaisen skulle bænkes efterfølgende.

Den danske midtstopper blev i den efterfølgende kamp slet ikke brugt af Toulouse, inden at han igen var tilbage i startopstillingen i ugerne efter.

Bold ville gerne have spurgt Nicolaisen ind til den tid og den kontroversielle historie, men han ønsker ikke at gå i detaljer om sagen.

- Det, som jeg kan sige, er, at jeg har det godt. Min familie har det godt. Jeg behøver ikke at rydde op i den historie, der var dengang. Det er fortid for mig nu og min familie.

Så sagen er lukket for dig og klubben?

- Ja, det er den helt sikkert. Jeg har også lavet en ny kontrakt hernede i foråret, hvilket jeg er rigtig glad for. Det virker til, at klubben også er rigtig glad for det.

- Det er fortid, og familien og jeg har det godt. Det er det vigtigste.

Hvordan havde du det i den tid rent mentalt?

- Jeg har ikke lyst til at snakke så meget mere om det. Jeg har haft god opbakning hele vejen igennem det her fra både klubben og min familie. 

- Der har altid været god støtte. Men jeg har ikke lyst til at udtale mig så meget mere, end det jeg har sagt.

Foto: Valentine Chapuis/AFP/Ritzau Scanpix

En 'late bloomer'
Rasmus Nicolaisen har lagt sagen bag sig og ser nu fremad.

Efter episoden kom Nicolaisen hurtigt tilbage på holdkortet i Toulouse, hvor han med det samme imponerede stort. 

De flotte præstationer har nu medført, at han endelig skal prøve kræfter med landsholdet.

Nicolaisen har vist sit værd i både Ligue 1 og ude i Europa, men han føler dog ikke, at han er blevet forbigået på landsholdet gennem det sidste halvandet år.

- Nej, det gør jeg ikke. Der er mange gode spillere på min position. Jeg har spillet godt og på et højt niveau i nogle år nu. Men man kan også sige, at jeg har været lidt af en 'late bloomer', hvor jeg først kom til Toulouse som 24-årig.

- Det er først hernede, at jeg for alvor har fået gang i min karriere. Det første år var i Ligue 2, hvor de seneste to år har været i Ligue 1. Her har jeg spillet på et højt niveau og taget det næste skridt. Så det er to år på det højeste niveau, og så lang tid er det jo heller ikke.

- Jeg har selvfølgelig haft et håb om landsholdet, men at det først kommer nu, er ikke fuldstændig vanvittigt for mig.

Nicolaisen har på ingen måde fortrudt sine karrierevalg, selv om det har været en anderledes vej til toppen.

- Det gik ikke i FC Midtjylland, og jeg var udlejet til Portsmouth i et år, hvor det heller ikke gik, som jeg gerne ville have haft. Så dukkede der en mulighed op i Toulouse, hvor jeg traf et hurtigt valg.

- Jeg har altid haft en tro på mig selv og set mig som en spiller på et lidt højere niveau. Men jeg har også været ramt af skader i min ungdom, så der har været mange forskellige faktorer.

- I fodboldverdenen skal man have noget held.

Foto: Toulouse

Og med lidt held og en masse hårdt arbejde er Nicolaisen nu kommet et skridt tættere på drømmen om at få debut i rødt og hvidt.

- Jeg glæder mig bare helt vildt til at give den gas og møde de andre. Det bliver spændende og en stor oplevelse. Jeg kan nærmest ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Det kribler i mig for at komme i gang.

- Nu er det så op til mig selv at vise, hvem jeg er, nu hvor jeg har fået chancen. Jeg har en tro på, at jeg godt kan netop det, og så må vi tage den derfra, afslutter Rasmus Nicolaisen.

Rasmus Nicolaisen har tidligere repræsenteret flere af de danske ungdomshold, men nu gælder det A-landsholdet.

Danmark skal i næste uge mødes under varmere himmelstrøg i Spanien, inden at man skal møde de spanske europamestre den 12. oktober.

Tre dage senere gælder det Schweiz, og tiden må vise, om det bliver med Rasmus Nicolaisen på holdkortet.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Ligue 1 - 7. runde

FT

LIL

2 - 1

TOU

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce