




Brøndby måtte ud i forlænget spilletid, da holdet onsdag aften avancerede til næste runde af Sydbank Pokalen efter en 3-2-sejr over Skive.
Cheftræner Niels Frederiksen understreger, at indsatsen ikke var overbevisende nok, men påpeger desuden, at hans Brøndby-hold ikke var alene om at have problemer.
- Avancement er det vigtigste. Vi vandt, og vi er videre til næste runde, og det er vi selvfølgelig tilfredse med. Det er ikke alt i spillet, vi er tilfredse med, siger han ifølge klubbens hjemmeside.
- Det blev jo en lige kamp, men vi vidste godt, at det ikke ville blive så nemt, og man kan sige, at de andre Superliga-klubber også havde problemer - oven i købet mod hold, der lå lavere, end det hold, vi mødte i dag.
- Selvfølgelig skal vi vinde den, og vi skal ikke gøre det, som vi gjorde, da vi kom foran, hvor vi begyndte at sløse lidt med tingene og lukke dem ind i kampen. Indtil det tidspunkt synes jeg egentlig, at vi er i fin kontrol, siger Niels Frederiksen.
3-2-sejren over Skive sikrede Brøndby avancement til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen.


Brøndby IF
Betano Pokalen

























