2022-08-05 14:50:01

Niels F. klapper i om glippet Andersson-handel

Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen fortæller til bold.dk, at han ikke vil udtale sig om den glippede aftale med Sebastian Andersson. Han slår dog fast, at kvalitet og økonomi skal hænge sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bliver ikke Sebastian Andersson, som skal sørge for mål i Brøndby IF, da en aftale med FC Köln fredag er faldet til jorden.

Det har tyskernes sportsdirektør, Thomas Kessler, udtalt i et interview med Sky Sports, da Andersson er på vej tilbage til Köln.

bold.dk valgte derfor at tage til Brøndby for at høre, hvad cheftræner Niels Frederiksen havde at sige til, at han nu havde misset en mulig ny angriber i form af Andersson.

- Jeg vil ikke udtale mig om nogle navne, og jeg udtaler mig generelt ikke ret meget om transfers, med mindre det handler om strategien. Så det er bare sådan, som det altid er.

- Hvis vi eventuelt signer en spiller eller sælger en spiller, så melder vi det ud. Men indtil da har vi ingen kommentarer, og det har jeg heller ikke nu.

Nu har FC Köln meddelt, at handlen er faldet til jorden. Hvad siger du til det?

- Det har jeg overhovedet ikke kommentarer til. Så der er ingen grund til, at der bliver spurgt mere ind til det, fordi du får ikke noget ud af det, lyder det fra Niels Frederiksen til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men selv om Frederiksen afviste at tale om Sebastian Andersson, så slog han dog fast, at hvis Brøndby skal hente en ny spydspids, så skal det kunne hænge sammen med økonomien.

- Vi har meldt ud, at vi godt kan bruge noget ekstra på de offensive positioner, og det er relativt vigtigt, at vi får det. Det er en af vores prioriteringer i det her transfervindue.

- Men tingene skal jo passe sammen. Vi skal sørge for at få det rigtige ind, så kvalitet og økonomi hænger sammen. Det er derfor vigtigt, at vi har tålmodighed, så vi ikke bare tager nogle chancer på noget, som vi er lidt usikre på.

Dermed ser det ud til, at Brøndby ikke får forstærket offensiven inden søndagens derby mod FC København i Parken.

6 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0