Niels Lodberg har ikke haft et trænerjob, siden han i december 2024 blev fyret fra tjansen som assistenttræner i FC Midtjylland.
Nu gør den tidligere AC Horsens-spiller comeback.
Horsens fS oplyser således på sin hjemmeside, at Lodberg er ny mand omkring klubbens førstehold, der spiller i Danmarksserien.
Her kommer Lodberg til at udgøre træneteamet sammen med Søren Jochumsen og Casper Johansen, hvor sidstnævnte har hovedansvaret.
Lodberg glæder sig over igen at arbejde indenfor fodbolden, hvilket han kommer til at gøre ved siden af sit nye job som ejendomsmægler.
- Jeg ser frem til igen at få nogle timer på fodboldbanen. Efter min afsked med FC Midtjylland har jeg også vurderet, om jeg skulle prøve nogle andre muligheder af i mit arbejdsliv.
- I oktober startede jeg hos Danbolig Horsens som ejendomsmægler, hvilket jeg er rigtig glad for. Nu får jeg også mulighed for at snuse til fodbolden igen i et ambitiøst setup omkring HfS, så det bliver spændende at se og arbejde med fodbold fra en lidt anden hylde, end jeg tidligere har prøvet.
- Jeg glæder mig til at komme i gang sammen med spillerne og resten af træner- og holdlederteamet omkring DS-holdet, siger Niels Lodberg til klubbens hjemmeside.
Lodbergs aftale med HfS løber frem til sommeren 2026.
Som aktiv var den nu 45-årige Niels Lodberg forbi klubberne Lyngby, FC Nordsjælland, AC Horsens og Sønderjyske.
Som træner har han været assistent i Sønderjyske, AC Horsens og FC Midtjylland.



Danmarksserien
Horsens fS


































