En gedigen skandale udspiller sig i disse timer i Africa Cup of Nations-kvalifikationen.
Nigeria skulle efter planen spille udekamp mod Libyen tirsdag aften, men opgøret har fået en noget prekær optakt, og det er usikkert, om kampen bliver afviklet.
Det nigerianske landsholds fly blev omdirigeret, fordi den lokale regering ikke ville godkende landingen i Benghazi, og herefter blev spillerne låst inde i en tom lufthavn uden mad, drikke eller telefonforbindelse.
Det har fået Nigeria til at true med at trække sig fra kampen, og nu melder Libyen sig så på banen med et modsvar, hvori fodboldforbundet afviser, at der er tale om sabotage.
- Selvom vi beklager ulejligheden, er det vigtigt at understrege, at sådanne hændelser kan opstå på grund af rutinemæssige kontrolprotokoller, sikkerhedstjek eller logistiske udfordringer, der påvirker internationale flyrejser, oplyser Libyens fodboldforbund på X.
- Disse er standardprocedurer i lufthavne verden over, og forsinkelser eller omdirigeringer er ikke ualmindelige, selvom det er uheldigt.
- Vi har den største respekt for vores nigerianske kolleger og forsikrer dem om, at omdirigeringen af deres flyvning ikke var bevidst.
- Vi afviser på det kraftigste enhver påstand om urent spil eller sabotage i denne situation. Vores eget landshold stod i sidste uge over for betydelige udfordringer, da vi ankom til Nigeria til den tredje kamp i Africa Cup of Nations-kvalifikationen.
Libyens fodboldforbund skriver videre, at man håber, at denne misforståelse kan gå i glemmebogen, og at kampen tirsdag aften kan blive spillet.


Nigeria
Libyen
VM kval. CAF


























