Claus Nørgaard stopper med omgående virkning i SønderjyskE. Det afslører Superliga-klubben i en pressemeddelelse.
Den 39-årige træner har kontraktudløb til sommer, og han fortalte søndag, at han ikke har planer om at forlænge den aftale.
Det har klubben taget til efterretning, og nu er samarbejdet altså slut.
Claus Nørgaard blev ansat i januar 2017 og har nået 78 kampe i spidsen for SønderjyskE. Nu skal han på jagt efter noget nyt, og han har allerede bud på hånden. Det fortalte han søndag.
- Jeg har haft nogle henvendelser i den periode, hvor vi ikke har snakket om noget, og jeg har valgt at gå videre med nogen af dem. Men jeg kan ikke melde noget konkret ud, sagde Nørgaard efter opgøret mod FCK søndag.
Claus Nørgaard har tidligere været hos Brøndby IF, Vejle Boldklub og Skovbakken. Han har desuden været både U16- og U18-landstræner.


Sønderjyske
3F Superliga































