Norge er foran Danmark.
Sådan er billedet lige nu. Og det er et historisk øjebliksbillede på situationen på den internationale klubscene, hvor Bodø Glimts fremmarch i de europæiske klubturneringer har gjort forskellen på, at Norge for første gang er kravlet forbi Danmark.
Udviklingen er en stor advarsel til dansk klubfodbold og den danske selvforståelse. IFK Göteborg og Malmö FF skabte store resultater tilbage i tiden, ligesom Rosenborg også var en fast del af Champions League i 90'erne, men i dette årtusinde har de nordiske konkurrenterne været efter Danmark.
Men sådan er det bare ikke lige nu.
Norge er nummer 11, mens Danmark blot er nummer 16 på den internationale rangliste.
Daniel Rommedahl er danskeren med fingeren på pulsen, når det handler om de europæiske klubturneringer. For han har været med til at forme dem og udvide formatet, så man fik et tredje ben – Conference League.
Han er af den klare opfattelse, at Danmark har stort potentiale til at række ud efter en bedre placering end den nuværende.
Stort potentiale
- Danmark har historisk været bedre placeret end både Norge og Sverige. Norges fremmarch viser, at det ikke er urealistisk at kravle højt på ranglisten blot på baggrund af ét holds præstationer (læs Bodø Glimt, red.).
Artiklen fortsætter efter billedet


Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix.
- Danmark bør række ud efter placeringen mellem nummer 9-11. Med den udvikling og det potentiale, vi ser i dansk klubfodbold, er det realistisk at være med på en højere hylde. Hvorfor skal vi ikke kunne konkurrere med nationer som Tjekkiet, Tyrkiet, Norge, Østrig og Grækenland, siger Daniel Rommedahl i et interview med Bold.
- Når vi ser på ranglisten fra nummer 11 til 18, er forskellen på nationerne ikke særlig stor. Men placeringen har bare enorm betydning i forhold til mulighederne for at få hold i de europæiske gruppespil, pointerer han.
Daniel Rommedahl har været en stærk og markant stemme i fodbold-Europa. Han har været bestyrelsesmedlem i fem år i ECA, der er den europæiske klubsammenslutning, bestyrelsesmedlem i Divisionsforeningen og medlem af UEFA’s Club Competitions Committee.
Men 25. september sidste år måtte han sætte alle europæiske aktiviteter på pause, da han efter 24 år blev fyret i FC København som Director of Football Operations & International Affairs.

Foto: Lars Poulsen.
- Det er svært at finde et job i Danmark, som det jeg havde i FC København. Jeg er derfor åben for alt. Og udlandet er slet ingen begrænsning for mig i jagten på en ny udfordring.
- Nu har jeg haft muligheden for at puste ud og er klar til det næste skridt. Hvor det bliver, er slet ikke afgørende, siger Daniel Rommedahl.
Enorm betydning
Netop placeringerne på ranglisterne har stor betydning for adgangen til de europæiske gruppespil. For de ti første på ranglisten er sikret en direkte plads i Champions League ligaspillet for mesterholdet.
De nationer, der er placeret fra nummer 11-14 på ranglisten, træder direkte ind i play-off runden til Champions League og skal dermed ikke ud i flere kval-runder først. Det har også den afgørende betydning, at en placering på de pladser automatisk sikrer et europæisk gruppespil.
- 15. pladsen har stor betydning, fordi man får fem hold med i de europæiske turneringer. Hvis vi blot kan rykke frem som nummer 14 på ranglisten, vil det betyde, at mesterholdet går fra at starte i anden kvalifikationsrunde til at træde direkte ind i play off-runden. Bare de få pladser på ranglisten har enorm stor betydning for dansk fodbold, pointerer Daniel Rommedahl, der ser meget optimistisk på udsigterne for dansk klubfodbold de kommende år.

Foto: Christian Bruna/Ritzau Scanpix.
- Der skal faktisk ikke meget til for at rykke Danmark højere op på ranglisten. Det handler primært om, at flere klubber udover FC København og FC Midtjylland skal lave point til ranglisten. Når jeg ser udviklingen i Superligaen, ser jeg også klubber som Brøndby og AGF med europæiske ambitioner. Investeringslysten er stor. Men spørgsmålet er altid, om det er nok til at ramme målene om et europæisk gruppespil.
- Jeg bemærker, at klubberne i dag er langt mere målrettede og ved, hvad der kræves, hvis man vil være en top-50 klub i Europa, pointerer Daniel Rommedahl.
Optimalt for Danmark
Via sit europæiske arbejde har Daniel Rommedahl haft stort fokus på at gøre adgangsvejen for de mindre nationer, så som Danmark, lettere til de europæiske klubturneringer. Det er sket med oprettelsen af Conference League, som er en optimal klubturnering for danske klubber, hvor indtjeningen med lethed kan ramme 60-70 mio. kr. Derudover kommer sidegevinsterne ved, at spillernes værdi automatisk øget, fordi de optræder på en større scene.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Via sin post i den europæiske klubsammenslutning ECA har Daniel Rommedahl været med til at få turneringen til at blive en realitet. Og han er tilfreds med det, han har set, siden turneringen blev skudt i gang i 2021.
- Jeg er utrolig glad for, vi fik indført Conference League. Den turnering har fået skabt en større sandsynlighed for mange klubber for at kunne nå et europæiske gruppespil. Det er også en turnering, der er god for de danske klubber, fordi vejen til et gruppespil er lettere.
- Jeg har set, at Conference League er blevet omtalt som en Mickey Mouse-turnering. Selvfølgelig genererer det ikke samme indtægter som Champions League og Europa League, men det er alligevel en turnering, der opfylder sit formål med at øge sandsynligheden for at ramme et europæisk gruppespil for rigtig mange klubber, pointerer Daniel Rommedahl.
Struktur med effekt
Det nye turneringsformat for de europæiske klubturneringer var Daniel Rommedahl med til at føre frem. Og det han har oplevet i første del, er han godt tilfreds med. Fra denne sæson er det ændret til et ligaspil i både Champions League, Europa League og Conference League.

Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix.
Mens der spilles otte gruppekampe i de to førstnævnte turneringer, spilles kun seks i Conference League.
- I det ’gamle’ system ville klubber som Paris Saint-Germain og Manchester City være sikkert videre før de sidste runder. Det har lige pludselig ændret sig. Mange spørger nok sig selv, hvad sker der. Jeg synes allerede nu, vi oplever en anden dynamik i de europæiske turneringer. For det er ikke længere så forudsigeligt.
- Samtidig oplever jeg det som et meget retfærdigt ligasystem, hvor du spiller kampe mod otte forskellige modstandere i Champions og Europa League, siger Daniel Rommedahl, der mener, at sandsynligheden for danske hold i Champions League også er steget efter der er sket en udvidelse fra 32 til 36 klubber i turneringen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Champions League
Europa League
Conference League


































