I januar skrev B.T., at FC Midtjylland var interesserede i Stabæks Andreas Hanche-Olsen, men forsvarsspilleren endte med at blive i Norge.
Meget tyder dog på, at den 23-årige nordmand inden længe rykker videre i karrieren, og han kan godt se sig selv fortsætte i en anden skandinavisk klub – det skal bare være et niveau over Stabæk.
- Jeg har som mål at komme ud i Europa, og om det er til en anden klub i Skandinavien eller direkte ud i Europa, betyder ikke så meget. Det vigtigste er, at jeg kommer til en klub, hvor jeg kan tage næste skridt.
- For mig handler det ikke så meget om, hvilken liga det bliver, men at jeg havner i en klub, der passer mig, og som er et niveau op, i forhold til hvor jeg er nu, siger Andreas Hanche-Olsen til FotbollDirekt.se.
Mediet erfarer, at de svenske mestre fra Djurgården er interesserede i den 23-årige nordmand, der har kontrakt til udgangen af 2020 i Stabæk.
FC Midtjylland købte i januar den belgiske højreback Dion Cools og gav ham en aftale til sommeren 2023.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar