Mathias Normann har forladt Rusland.
Det hævder den 27-årige midtbanespillers klub Dynamo Moskva.
I et interview med den russiske sportsavis Sport Express fortæller klubbens direktør Pavel Pivovarov om Normanns pludselige exit.
- Han forlod landet i forbindelse med droneangrebene mod Moskva. Han træf sit valg af sikkerhedsmæssige årsager med henvisning til angrebene, men vi er ikke enige i hans valg, siger Dynamo Moskva-chefen.
Ifølge Sport Express boede Normann tæt på det område, der blev ramt af droneangrebene.
Pavel Pivovarov fastslår dog, at klubben tilbød den norske midtbanespiller hjælp til at flytte.
Samtidig fortæller Dynamo Moskva-bossen, at det er klubbens indtryk, at Normann brugte droneangrebene som en undskyldning til at komme fri af sin kontrakt.
- Det er vi overbevist om, siger Pivovarov.
Ifølge Sport Express overvejer Dynamo Moskva at lægge sag an mod Mathias Normann.
Parterne har kontrakt til sommeren 2025.
Mathias Normann har fået meget kritik for sit valg om at skifte til Dynamo Moskva efter Ruslands invasion i Ukraine.


Dynamo Moskva
Premier League



































