AaB klyngede sig til håbet om en top fire-placering og dermed en plads i Europa League-kvalifikationen, mens FC Midtjylland jagtede sølvmedaljer, da holdene torsdag mødtes på Nordjyske Arena.
FCM stod bag kampens første store tilbud. Martin Pusic fandt efter fem minutter plads i det lille felt, men Nicolai Larsen klarede angriberens afslutning. Minuttet efter fik FCM bolden i nettet, men dommeren dømte offside og annullerede målet.
Så var det AaB’s tur til at kigge forbi i feltet. Et indlæg blev sendt bagerst i feltet til Jannik Pohl, men hans hovedstød var for højt og for langt ved siden af.
Der var tilløb til et par store chancer, men helt nærgående blev holdene ikke i første halvleg. FCM var toneangivende, men kunne ikke udnytte overtaget. Stillingen var 0-0 ved pausen.
AaB kom godt ud til anden halvleg. Det førte til en stor Pohl-chance efter en time, da angriberen afdriblede et par forsvarere og afsluttede, men Mikkel Andersen var på plads.
I det 72. minut brændte det for alvor på i FCM-defensiven. Rasmus Jönsson lagde bolden af til Pohl, der efter et enkelt træk sparkede på mål. Igen var keeper Andersen dog på plads.
Thomas Augustinussen kom ind til sin sidste hjemmekamp for AaB et kvarter før tid, hvilket medførte stor jubel hos hjemmepublikummet.
Men der var ingen mål at juble over denne aften. AaB formåede ikke at få bolden over stregen, og med 0-0 er holdets muligheder for en top fire-placering udtømte, da Brøndby samtidig vandt i Hobro.
FCM holder derimod fast i sølvmedaljeambitionerne efter SønderjyskE’s remis mod Randers. Det kræver dog, at resultaterne flasker sig i sidste runde.


FC Midtjylland
AaB
3F Superliga






















