Der har været fart over feltet i Esbjerg fB denne sommer, men mere på ledelsesgangen end på banen desværre.
Klubben har måttet se den kontroversielle skikkelse Peter Hyballa stoppe som træner i klubben efter forlydender om flere interne skandaler, ligesom den tidligere direktør i klubben, Brian Bo Knudsen, i samme ombæring tog sit tøj og gik.
Det har givet plads til en ny træner i klubben, Roland Vrabec, samt en ny administrerende direktør i form af Jens Hammer Sørensen.
Og ifølge sidstnævnte hører klubben til i Superligaen.
- Jeg er ankommet til en stor og fin fodboldklub i dansk fodbold, som forhåbentlig kommer på ret spor mod Superligastatus igen på et tidspunkt, udtaler Jens Hammer i et interview på Esbjergs hjemmeside.
Historien i klubben og faciliteterne er noget af årsagen hertil.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Noget af det der slog mig allerførste gang, det var jo, at jeg kunne se, at der var en stjerne over logoet på trøjerne i EfB, og det betyder, at de har – vi har – vundet det danske mesterskab fem gange, og det er jo en traditionsrig fodboldklub, jeg er kommet til.
- Jeg må bare sige, at når jeg ser sådan et stadion og to hybridbaner og en helt ny kunstgræsbane – så der er bare rigtig flotte faciliteter her i Esbjerg, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg også, at Esbjerg og deres fans fortjener et hold i Superligaen.
Esbjerg tabte godt nok endnu engang tirsdag med 1-0 på udebane til rækkens øjeblikkelige nummer to fra FC Fredericia, hvorfor Esbjerg lige nu ligger næstsidst på en 11.-plads med bare to point efter fem kampe.
Jens Hammer, der siger, at det har været en ret omtumlet start med et tæt kampprogram, ser dog lyst på tingene og setuppet i klubben og ønsker bare ro i klubben lige nu.
- Det virker som om, at de (spillerne) også er på rette spor, men noget af det, vi trænger til både omkring det sportslige, men også i organisationen, det er ro, og det vil jeg gerne være med til at se, om jeg ikke kan skabe.
Om Jens Hammer kan hjælpe med at få ro på i Esbjerg og få dem op i Superligaen igen, vil den kommende tid vise.
I første omgang skal Esbjerg forsøge at skrabe nogle point sammen i 1. division, hvor de næste gang møder Hvidovre IF på fredag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Esbjerg fB
Betinia Liga

























