FC Fredericia meddelte tidligere på ugen, at man har skrevet kontrakt med 22-årige Niclas Nymand, som man har været i Middelfart på den anden side af Lillebælt for at hente.
Klubben har allerede fortalt, at man har store forventninger til den nye back, som da også selv har store forventninger til tiden i sin nye klub, som overvintrer lige over nedrykningsstregen i 1. division.
- Jeg har været i Middelfart i to og et halvt år, og nu glæder jeg mig faktisk til at prøve mig af på et højere niveau og komme til at prøve et fuldtidssetup, siger Niclas Nymand til bold.dk.
- Fredericia er en af de større klubber i 1. division, og de har ambitioner om mere end den placering, som de ligger på lige nu. Det tiltaler mig rigtig meget, siger han.
FC Fredericia har kæmpet lidt med at kunne fylde backpladserne ud, når der har været enten skader eller karantæner på de pladser i løbet af efteråret - simpelthen fordi man ikke har særlig mange, som har backen som sit speciale.
Det har Niclas Nymand, som kan spille på begge backer, og han regner med, at han nok skal få en masse spilletid.
- Jeg forventer, at jeg lige skal vænne mig lidt til tempoet i opstarten. Men jeg er også sikker på, at når jeg lige lærer alle drengene at kende, så finder jeg mig også hurtigt til rette og rammer det niveau, jeg har.
- Over tid er målet helt sikkert at komme til at spille fast, siger Nymand, som betegner sig selv på følgende vis.
- Jeg er meget løbevillig og energisk, og jeg giver mig altid 100 procent. Samtidig er jeg god rent teknisk,
Niclas Nymand har med sit skifte taget et skridt op fra 2. division til 1. division - og ambitioner om mere har han også.
- Jeg vil gerne opnå det højest mulige. Jeg har ikke siddet og lagt planer for, om at jeg skal spille Superliga eller til udlandet eller sådan noget. Jeg tager ét skridt ad gangen, og så må vi se, hvad der kommer til at ske, siger Niclas Nymand.
FC Fredericia har svinget meget i efteråret og overvintrer som sagt lige over nedrykningspladserne. Foråret åbnes med et opgør på hjemmebane mod Næstved.
nicolai@bold.dk


FC Fredericia
Betinia Liga































