Peter Sørensen har valgt at sige op i Hobro og har dermed haft sin sidste arbejdsdag i klubben, som han sagde farvel til i morges klokken 08:30.
Det sker, efter at 1.divisionsklubben har fastlagt en ny strategi, som betyder mere fokus på unge spillere og egne talenter.
En strategi som passer hans midlertidige afløser på posten, Michael Kryger, særdeles godt, selvom han kun har haft få timer til at forholde sig til sin nye rolle.
- Jeg forstår godt spørgsmålet, for det er jo interessant. Siden jeg fik det her at vide til nu, så er det eneste, som jeg har spekuleret på - udover at børste mine tænder - hvordan vi slår Fremad Amager på søndag.
- Men jeg har været U17- og U19-træner i Randers tidligere, så udvikling af talenter betyder virkelig meget for mig, og jeg kan godt lide, at Hobro har valgt den retning, hvor man vil udvikle unge og egne talenter, men ser man en god handel, så slår man til, siger Michael Kryger til bold.dk og tilføjer:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er jo stadig meget nyt. Jens (Hammer Sørensen red.) ringede til mig igår aftes, da jeg sad i Esbjerg og så kampen mod Silkeborg som en af de få. Jeg talte faktisk med Lars Friis og Steffen Højer om livet og fremtiden, og så ringer telefonen. Det var lidt pudsigt.
- Jens spurgte, om jeg ville tage kampen mod Fremad Amager og træde til allerede fra fredag morgen. Jeg sagde, at det var fint, og at jeg hellere måtte køre hjem fra Esbjerg så, for vi får noget at se til.
Selvom det er søndagens kamp, der fylder mest for Michael Kryger, der indtil i dag har været assistenttræner i klubben, så lægger han ikke skjul på, at han selvfølgelig drømmer om at gøre den nye cheftræner-titel permanent.
- Helt ærligt. Uden en masse floskel-bullshit. Det har jeg ikke spekuleret meget over. Kommer Jens og tilbyder mig det, siger jeg selvfølgelig ja. Men vi er et sted, hvor vi er tvunget til at lave gode resultater på den korte bane. Det betyder mere lige nu, end om jeg eller en anden skal være træner, siger han og fortsætter:
- Det hele er jo sket forholdsvis hurtigt. Men vi har et godt forhold i klubben, og vi tager den næste kamp, og så må vi se derfra. Jeg ved ikke, hvad der sker om en måned. Nu skal vi bare over og gøre det bedste mod Fremad Amager.
Michael Kryger styrer fredag klokken 10 sin første træninger i Hobro som cheftræner, og ellers handler det om at få en snak med truppens 22 spillere hurtigst muligt.
- Jeg har allerede haft en snak med flere af spillerne her til morgen. Peter sagde farvel 08:30, og så nåede jeg at tale individuelt med nogle af spillerne efterfølgende, om hvad vi forventer af dem. Efter træningen klokken 10 taler jeg med resten.
- Jeg har været med i mange år. Sådan en dag er speciel. Spillerne skal lige sluge det, men det er også vigtigt at vide, hvad den nye og midlertidige cheftræner tænker frem mod den første kamp og generelt. Det er godt for nogen og skidt for andre ved sådan et skifte. Sådan er det også her.
Hvad skal der ske af ændringer til kampen mod Fremad Amager?
- Det vil jeg helst sige til spillerne først, og det har jeg som sagt ikke haft mulighed for. Joakim Mattsson læser også bold.dk, så det går ikke, slutter Michael Kryger.
Michael Kryger har været i Hobro siden sommeren 2014, hvor han kom til klubben efter seks år som ungdomstræner i Randers FC.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Hobro
Betinia Liga























