For seks år siden sloges de og var ved at rive hovederne af hinanden.
DBU og Spillerforeningen stod i en gigantisk konflikt, fordi de ikke kunne enes om en fremtidig landsholdsaftale.
Landsholdsspillerne tilbød at spille på den gamle aftale, men det afviste DBU. Derfor måtte DBU indsætte et vikarlandshold til en testlandskamp mod Slovakiet.
Det var en historisk skandale. Så slemt har det slet ikke været denne gang, hvor parterne netop har forhandlet en ny aftale på plads for de kommende fire år.
En aftale, hvor Simon Kjær, Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og de øvrige landsholdsstjerner ikke kan se frem til årlig stigning i hele aftaleperioden – udover indeksregulering på få procent årligt.
På trods af, at indtægterne for herrelandsholdet stiger markant med en forbedret tv-aftale, stigende slutrunde-indtægter og stærkt forøgede indtægter fra kampene i Parken, har spillerne ikke krævet stigning i honoraret.
Artiklen fortsætter efter billedet


Foto: Stuart Franklin/Ritzau Scanpix.
I den nuværende aftale fik landsholdsspillerne først en stigning i det sidste år af den seksårig periode, hvor stigningen lød på 20 procent i de honorardele, de modtager.
En del af den nye aftale går ud på, at der bliver ensartede startpenge for herre- og kvindelandsholdet til udekampe. Det vil mere præcist sige, at kvinderne kan se frem til et beløb pr. spiller i niveauet 9000 kr. ved kvalifikationskampe.
Derudover skal herrelandsholdet bidrage til, at både kvinderne og U21-landsholdet får opgraderet forsikringsdækninger.
Samtidig skal der oprettes en udviklingspulje, hvor både DBU og herrelandsholdet skal bidrage med én mio. kr. Pengene skal bruges til optimering af sportslige setup.
- Vi arbejder konstant på at styrke de sportslige rammer for alle vores landshold. Med den nye landsholdsaftale for herrelandsholdet tager vi i fællesskab endnu et skridt mod vores ambition om at skabe lige vilkår mellem kønnene. Det er samtidig klart, at vi ikke er i mål endnu. Næste skridt tager vi hul på allerede efter sommerferien, hvor vi indleder forhandlinger om en ny aftale for Kvindelandsholdet, siger DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen i en pressemeddelelse.
Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, er glad for aftalen nu er kommet i mål.
- Vi havde et erklæret mål om at have en aftale på plads inden EM-slutrunden i Tyskland, så vi på den måde sikrede, at det kunne handle 100 pct. om det sportslige, når spillerne møder ind til EM-forberedelserne i juni. Og det er vi tilfredse med er lykkedes hele vejen rundt om bordet, siger Michael Sahl Hansen, og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
- Det har været detaljer og finjusteringer, som har skulle på plads her til sidst, så vi har ikke været i tvivl om, at vi nok skulle komme i mål til tiden. Det har været en god forhandlingsproces, og nu ser vi frem til at fortsætte det gode samarbejde om en ny aftale for kvindelandsholdet.
Landsholdets anfører er også glad for, at forhandlingerne er overstået.
- Vi er rigtigt glade for aftalen. Det har været gode og konstruktive forhandlinger, sådan som begge parter gerne ville det. Vi er glade for med vores præstationer på banen at hjælpe med til, at DBU kan bruge penge på for eksempel både bredde- og børnefodbold, siger Simon Kjær.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

































