For nogle måneder siden blev den sportslige ledelse i Brøndby enig med sig selv om at prøve noget nyt.
Og her i slutningen af januar fornemmer man resultatet.
De blågule har nemlig helt med vilje trådt på transferspeederen i løbet af vinteren med et hav af handler.
Traditionelt er det lange sommervindue ellers tidspunktet, hvor klubberne har mest at se til på transfermarkedet, men noget tyder på, at Brøndby vil udfordre den tanke.
Det åbnede Benjamin Schmedes op for, da Brøndby-bossen mødte pressen efter mandagens nederlag til Real Salt Lake på træningslejren i Portugal.
- Ja, det er rigtigt. Og det er også det, vi tror på, fordi vi kan se, at det strategisk set er det rigtige tidspunkt for os at få tingene gjort. Især for en skandinavisk – og i særdeleshed en dansk – klub, hvor man har en lang vinterpause og en fuld opstart. Det betyder, at man kan hente spillere ind og give dem en hel opstart at spille sig ind i.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tyskeren peger på, at i modsætning til sommeren, hvor Brøndbys tid frem mod den første europæiske kvalifikationskamp var knap, giver vinterens transfervindue mulighed for både at styrke holdet her og nu og samtidig tænke længere frem.
Ifølge fodbolddirektøren er det netop her, danske klubber kan udnytte en fordel, som han ikke i samme grad har oplevet i sine tidligere jobs.
- Når vi handler nu, skal det både være med henblik på resten af sæsonen, hvor vi vil sigte så højt som muligt i forhold til det, vi kan opnå i denne sæson, men også med blikket rettet mod, hvordan vi bygger videre til sommer og fremadrettet.
- Derfor synes jeg, at januarvinduet er en stor mulighed for en skandinavisk klub og især for en dansk klub.
- Når jeg ser på de klubber, jeg tidligere har arbejdet i, var situationen lidt anderledes. Men jeg føler, at det her virkelig er noget, en dansk klub kan udnytte som en fordel.
- Det er en del af en strategisk tanke, vi allerede havde for nogle måneder siden.

Danske spillere er dyre
Det er noget af forklaringen på, hvorfor Brøndby gik efter at lande aftaler med Bartosz Slisz og Ousmane Sow tidligt i vinduet.
Siden er Emmanuel Dennis og Ben Godfrey også kommet til, mens cheftræner Steve Cooper regner med endnu flere offensive forstærkninger.
Klubben fra Vestegnen har dog stadig til gode at hente en spiller med dansk pas her i januar. Faktisk er det kun Oliver Villadsen, der er kommet til Brøndby, mens Benjamin Schmedes har været fodbolddirektør i klubben.
De blågule har godt nok forsøgt at købe Tonni Adamsen i Silkeborg, men buddet, der faldt tidligere i januar, blev afvist blankt.
Benjamin Schmedes understreger, at Brøndbys transferstrategi ikke handler om at vende ryggen til danske spillere. De er bare dyrere, end hvad fornuftigt er, mener han og peger på klubbens egen talentudvikling som et bevis på, at der er dansk kvalitet på vej ind på førsteholdet.
- Det føles lidt, som om man bliver bedt om at betale en overpris for danske spillere. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det. Handler mellem klubber i ligaen er ekstremt svære. Min fornemmelse er, at mange klubber hellere vil sælge til udlandet, fordi der måske også er mere at vinde dér.
- Der er helt sikkert ikke nogen strategi om, at vi kun går efter udenlandske spillere. Men i sidste ende er det altid et spørgsmål om afvejning: Hvad får man – og til hvilken pris? Det er noget, vi er nødt til at tage med i vores overvejelser.
- Jeg er meget tilfreds, og man kan også se det på de Masterclass-spillere, der er på vej frem, at der er masser af dansk talent, som kommer ind på førsteholdet.
- Selvfølgelig undgår vi ikke danske talenter – tværtimod.
- Men vi vil gerne undgå at betale en overpris, hvis det ikke er nødvendigt.

Make VM Great Again: Gruppegennemgang og Panini-listen
Drømmeklubben | Afsnit 1VM har føltes langt væk - og ikke kun fordi det foregår på den anden side af Atlanten.
Læs mere
Gør Superligaen sjovere!
Har du styr på stjerner, start-11’er og styrkeforhold i Superligaen? Så skal du oprette dit managerhold med det samme! Det gør alle kampene sjovere - selv dem, som du normalt har kørende i baggrunden.
Opret din egen miniliga til vennerne, vælg dine spillere inden kick-off fredag den 6. februar kl. 19.00 og gør Superligaen sjovere med et managerhold på holdet.dk.
Husk du med Bold+ , kan få adgang til skarpe managertips til hver runde!

Brøndby IF
3F Superliga




































