Youssef Toutouh har genfundet formen i Nykøbing FC, der har skrevet en kort aftale med offensivspilleren.
NordicBet Liga-klubben oplyser onsdag, at Toutouh har fået en aftale, der i første omgang gælder året ud.
29-årige Toutouh har stået uden klub siden sommeren 2021, og siden foråret har han trænet med i Nykøbing FC for at genfinde fodboldformen.
Nu har den tidligere FC København-spiller gjort så store fremskridt, at det er blevet til en aftale med Falster-klubben, og det er manager Claus Jensen glad for.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Youssef har trænet på sin fysiske form under sit ophold i NFC, og han har arbejdet stenhårdt. Vi er tilfreds med de fremskridt, vi har set, og samtidig har det været tydeligt, at hans fodboldmæssige kvaliteter ikke fornægter sig.
- Nu skal Youssef tage yderligere skridt på træningsbanen, og så glæder vi os til at se ham i NFC-trøjen, lyder det fra Claus Jensen ifølge Nykøbing FC's pressemeddelelse.
Youssef Toutouh får trøjenummer 18 i Nykøbing FC.