Den unge midtbanespiller Mads Kaalund fik sidste efterår sin debut på Lyngbys førstehold, men det blev blot til to kampe i pokalen for den nu 19-årige spiller.
Med oprykningen til Superligaen er der blevet endnu længere til spilletid, så parterne er nu blevet enige om at ophæve samarbejdet. I stedet skifter Kaalund til 1. divisionsoprykkerne Nykøbing FC.
- Kaalund har som ung spiller i mit regime haft et hårdt år både fysisk og mentalt. Mads har nu behov for at komme ud og spille kontinuerlig førsteholdsfodbold på højt niveau, og den chance har han fået i Nykøbing FC, siger Lyngby-træner David Nielsen til klubbens hjemmeside.
- Kaalund er en top-professionel spiller, som lever og ånder for at blive fodboldspiller. Jeg er sikker på, at den mentale ballast, han nu har fået, vil komme ham til gode i fremtiden.
Mads Kaalund har været i Lyngby siden 2012.