Den ghanesiske midtbanespiller Bismark Adjei-Boateng, som tidligere har været i Manchester City, har ad et par omgange forsøgt at spille sig til en kontrakt i OB i de seneste uger.
Nu er prøvetiden slut, og sportsdirektør Jesper Hansen har dommen klar.
- Vi har sendt ham videre uden en aftale, siger Jesper Hansen til bold.dk.
- Han trænede med i et stykke tid, og vi var lidt pressede af noget organisatorisk, som gjorde, at vi ikke fik ham set i kamp. Det har vi nu, og han har efterladt et fornuftigt indtryk, men alt taget i betragtning har vi vurderet, at vi ikke vil tilbyde ham en kontrakt, siger han.
Bismark Adjei-Boateng er oprindeligt fra Right to Dream-akademiet i Ghana, som FC Nordsjælland-ejer Tom Vernon står bag.
Derfra røg han i 2011 til Manchester City, hvor han spillede ungdomsfodbold, indtil han i 2012 blev udlejet til Strømsgodset i Norge.
Der spillede han i fire og et halvt år, inden han i 2016 tog tilbage til Manchester City og spillede U23-fodbold.
Opholdet hos den engelske storklub nåede sin ende i januar 2017, da han skiftede til Colorado Rapids i USA, hvor han har været frem til i sommer.


OB
3F Superliga

































