Torsdag tager OB imod Vejle Boldklub i 3F Superligaens nedrykningsspil.
Ifølge OB-islændingen Aron Thrandarson er det en ekstremt vigtig kamp, der venter.
Det fortæller han ifølge OB's hjemmeside.
- Det er en super vigtig kamp for os. Vejle spiller fint for tiden, og de er et meget bedre sted, end de var i starten af sæsonen, siger han og fortsætter.
- Vi skal vise, at vi er et bedre hold, og vi skal vise, det er vores hjemmebane. Der er ikke noget hold, der skal komme på besøg i Odense og efter kampen have fået et godt resultat med hjem.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi vandt vores seneste kamp på hjemmebane mod FC Nordsjælland, og det vil være godt, hvis vi kan få endnu en sejr, for så står vi med syv point i de tre seneste kampe, siger han.
Thrandarson var i søndag tilbage i OB's startopstilling for første gang siden slutningen af november 2021.
Han forklarer, at det var en dejlig oplevelse, men at det også var hårdt mod kampens slutning.
- Det var selvfølgelig rigtig dejligt for mig at være tilbage i startopstillingen, og det var skønt at spille 90 minutter. Jeg havde det hårdt i de sidste minutter, men i sådan en situation er det bare at slå hovedet fra og give den max gas, siger han.
Kampen mellem OB og Vejle Boldklub fløjtes i gang torsdag klokken 14:00.