For en måned siden blev Jakob Breum præsenteret som ny spiller i Æresdivisionsklubben Go Ahead Eagles, da OB havde valgt at sælge offensivspilleren.
Den 19-årige dansker fortæller til bold.dk, at det er et rigtig godt skifte for ham, men Breum havde ikke regnet med at skifte i dette transfervindue.
- Det er en rigtig spændende liga, som jeg har kunnet se mig selv i længe. Det er en liga, der passer mig rigtig godt. Det er lidt mere teknisk og frem og tilbage. Forhåbentlig passer den mig rigtig godt. Det er også en af de ting, der gjorde, at jeg tog afsted, og så kom den her mulighed, som var rigtig fin, og det sagde jeg ja til.
Var der andre interesserede klubber?
- Det hele skete ret hurtigt. Jeg havde forventet at blive i OB i det her transfervindue, men lige pludselig kom den her mulighed. Det var ikke fordi, vi søgte efter andre klubber.
Glad for teknisk fodbold
Den nu tidligere OB-spiller har været med i Go Ahead Eagles i et par uger, og han synes, at der venter en spændende udfordring foran ham.
Breum glæder sig til at komme for alvor i gang.
- Jeg synes, at starten har været rigtig fin. Vi har været i gang i et par uger. Det er nogle super fine holdkammerater, så det har været nemt at falde til, og træningerne har været gode. Der er god kvalitet. Det lover rigtig fint.
Den unge offensivspiller mener, at Æresdivisionen passer ham godt, da hans tekniske kvaliteter kan blive sat endnu mere i spil.
- Holland er kendt for teknisk fodbold, og der er lidt mere plads til offensivt spil. Det er ikke lige så kompakt, mens det passer mig lidt bedre at spille ud, og at der ikke er så mange lange bolde. Det er en teknisk liga, og det passer mig rigtig godt. Det er en liga, som jeg gerne vil prøve af, siger Jakob Breum til bold.dk og tilføjer.
- Mine forventninger er, at jeg skal gøre det så godt, som jeg kan. Forhåbentlig får jeg masser af spilletid, men jeg tager det stille og roligt. Nu må vi se, hvad det fører til. Jeg har ikke en fast målsætning.
Jakob Breum har skrevet en kontrakt med Go Ahead Eagles til sommeren 2027.
Go Ahead Eagles endte som nummer 11 i Æresdivisionen i den seneste sæson.
Danskeren nåede at spille 45 Superliga-kampe for OB med fire mål og et oplæg til følge.



Go Ahead Eagles
Æresdivisionen

































